Karakterbogen: Anonymiteternes eftermiddag

Aftenens karakterbog er klar, og det må siges, at forsvaret i dag kan stå tilbage med den bedste følelse. Der var mange spillere, der aldrig dukkede op på Villa Park i dag.

Photo by Michael Regan/Getty Images)

 

På OldTrafford.dk giver vi spillerkarakterer efter følgende princip:

 

1 – Den rædderlige indsats, der er decideret ydmygende
2 – Den ringe indsats, der næsten ikke kunne have gået værre
3 – Den dårlige indsats, der primært bød på negative aktioner
4 – Den middelmådige indsats – dog mere negativ end positiv
5 – Den middelmådige indsats
6 – Den middelmådige indsats – dog mere positiv end negativ
7 – Den flotte indsats, der er mere end godkendt
8 – Den stærke indsats med flere rigtig gode aktioner
9 – Den sublime indsats, der er tæt på at være perfekt. Som da Cristiano Ronaldo i sin debut i 2003 drev gæk med Bolton-forsvaret uden dog helt at have slutproduktet med
10 – Den sensationelle og ikoniske indsats, der ikke kan sættes en finger på. Tænk Roy Keane mod Juventus i Torino i foråret 1999

 

En spiller skal have spillet mindst 20 minutter for at få en karakter. 

 

André Onana – 7

Onana var rigtig god igen i dag. Havde enkelte aktioner med bolden, hvor man kunne ønske sig, at han spiller det nemme i stedet for at prøve det svære. Gode redninger på afslutninger fra distancen. Intet at brokke sig over ved Onana i dag. Det er noget tid siden, der har været det alligevel.

Noussair Mazraoui – 6 (ud 46′)

Han blev pillet ud i pausen. Det vides ikke, om han var skadet eller om der var en anden grund. Jeg synes faktisk, at han gjorde det rigtigt godt i første halvleg. Han havde flere gode aktioner defensivt. Offensivt haltede det, men det gjorde det for hele holdet. Garnacho kom også med ned og hjalp til i dag- hvilket nok hjalp Mazraoui en del. Fin præstation efter to dårlige mod Spurs og Porto.

Harry Maguire – 7 (ud 46′)

Harry Maguire var helten i Porto og blev belønnet med en startplads i dag. Man får lidt bange anelser om, hvad Erik mon har tænkt, når han starter med både Maguire og Evans, men begge gjorde det helt okay. Maguire er god i luftspillet og kom på det meste. Fik et dumt gult kort, men det er som sådan det eneste at kritisere ved hans præstation. Blev skadet i slutningen af første halvleg. Vi må se, hvor slemt det er- men inden da, var det en absolut godkendt eftermiddag fra Harry Maguire

Johnny Evans – 8 (Kampens spiller)

Nej, hvor er Johnny Evans solid. Det føles forkert at sige, men det er bare en kendsgerning. Han gør sit arbejde så godt. Han styrer bagkæden helt perfekt. Johnny Evans spiller fodbold med hjernen. Spiller bolden godt ud fra bagkæden. Læser spillet godt defensivt og kommer først på mange bolde. Det er meget betryggende at vide, at Johnny Evans bare kan slå til, når der er brug for ham. Det ville ikke overraske mig, hvis han starter igen om to uger. Specielt med det lave niveau, Lisandro og Matthijs de Ligt har lagt for dagen indtil videre i denne sæson.

Diogo Dalot – 5

Dalot var ikke lige så rundtosset som mod Tottenham, men det meste af Villas farlige skyts kom fra Dalots side. Det er ikke Dalots stærke side og det skal også med i beregningerne, men lige nu, er der relativt langt mellem snapsene for Dalot. Ville gerne give ham 6 for hans blokering til allersidst, men jeg synes, at en hel karakter op for en ”heldig” blokering er voldsom nok. Dog er det selvfølgelig enormt dejligt, at han får blokeret og redder det ene point.

Kobbie Mainoo – 5 (ud 85′)

Kobbie Mainoo ligner en træt knægt. Det kan være måden, han løber på, men han ligner en, der mangler 5-10% for at ramme det tårnhøje niveau, han tidligere har vist. Havde noget tunge berøringer og blev nemt sat. Villa er et fremragende fodboldhold, så det er ikke miniput-spillere, han er oppe imod. Synes han så overmatchet ud. Desværre.

Christian Eriksen – 7 

Første og bedste dansker på listen. Eriksen har virkelig fået gang i den igen. Han er ikke en defensiv maestro og bliver nemt overløbet og den lille i fysiske dueller, men meget af det offensive, der kom fra United, synes jeg på den ene eller anden måde havde Eriksen som komponist.

Alejandro Garnacho – 5 

Der er et eller andet ved Garnacho for tiden, der ikke helt fungerer. Han havde nogle okay forsøg fra distancen på sin landsmand, men det var barnemad for Martínez i kassen. Arbejdede meget defensivt i dag, og det tager også på den offensive kvalitet. Han skulle have spillet Bruno fri til allersidst. Godt forsvar af Matty Cash, men for snøvsen, Garnacho. Den skal krylles udenom ham. Så er Bruno helt fri. Det er ikke den afgørende faktor for karakteren. Alejandro var meget anonym i dag. Han var ikke specielt iøjenfaldende.

Bruno Fernandes – 4

Frisparket på træværket var Brunos højdepunkt. Han har ikke fået gang i sin sæson overhovedet. Den dårlige karakter afspejler mest af alt de forventinger, vi har til Bruno. Han har bare ikke leveret det, som vi forventer af ham. Smider mange bolde væk. Flere udbrud end normalt og mange ufarlige offensive aktioner. Bruno skal i gang, for når han er god, så er United ofte også bedre.

Marcus Rashford – 5 (ud 64′)

Desværre blev det ikke Marcus Rashfords eftermiddag. Han havde nogle forsøg fra distancen ligesom Garnacho. Også med samme udfald. Fik et gult kort i starten af anden halvleg og var meget tæt på at blive smidt i bad. Frustrationsfrispark fra Marcus, der desværre ikke fik noget ud af det i dag.

Rasmus Højlund – 4

Rasmus ser klumset ud med bolden. Han skal desværre bruge alt for lang tid på at få bolden under kontrol. Han kunne have sendt Bruno afsted til en 1 mod 1, men lagde ikke mærke til Bruno. Rasmus skal lige tilbage i kamp-mode på Premier League niveau- men bedømt på kampen i dag, så er der noget vej endnu. Vi kender Rasmus. Når han først får hul på bylden, så scorer han også meget. Han kom ikke til nogle chancer i dag, så han bliver også bedømt udelukkende på sit spil med bolden, som desværre ikke var prængende i dag.

Indskiftere

Victor Lindelöf – 6 (ind 46′)

Lindelöf kom ind i stedet for Mazraoui og gjorde det godt. Så sløj ud ved sit gule kort, men ellers kom Villa faktisk aldrig rigtigt igennem ovre ved ham. Det kunne man ellers godt have forventet, da han lige er kommet tilbage fra skade. Godkendt.

Matthijs de Ligt – 5 (ind 46′) 

Bedre end i midtugen og sidste weekend, men stadig ikke overbevisende fra de Ligt. Han snubler over sine egne ben eller noget i den stil, da Maatsen sender bolden ind i feltet. Havde Philogene scoret, så havde langt de fleste øjne været rettet mod Uniteds nr. 4. Han kom dog også på mange bolde og havde nogle fine tacklinger. Ikke alt var dårligt, men der er noget at arbejde på.

Antony – 4 (ind 64′)

Antony kommer ikke med noget. Han er mere eller mindre bare til stede. Riposten på Brunos frispark, synes jeg skal sparkes ind. Den er langt forbi. Han laver sine klassiske tricks ude ved sidelinjen og spiller enten bolden tilbage eller går ind i banen. Tæt på ligegyldig indskiftning. Var nok også mest for at sikre sig, at Rashford ikke fik et rødt, at Erik skiftede ham ind.

Joshua Zirkzee – 1 (ind 64′)

Jeg blev reelt ked af det, da jeg så Zirkzee. Specielt en 1 mod 1- situation over for Diego Carlos, hvor han bare gav op. Han så skræmt ud. Livløs. Indtil videre, er det ufatteligt svært at forestille sig, hvad Manchester United har set, der fik dem til at købe Joshua Zirkzee. Skræmmende pinlig præstation. Det kan være, jeg er den eneste, der har den holdning.

Casemiro – UB

Erik ten Hag – 5

United lignede ikke et hold, der reelt kom for at byde Villa op til dans. Villa spillede også under par, hvilket fik United ind i kampen, men forsvaret var den dominerende substans i eftermiddag. Ærgerligt, at man ikke i det mindste giver det et skud, men på den anden side, så er erfaringerne også, at defensiven ikke kan holde buret rent. Flot at han tør sætte Evans og Maguire ind, når Martínez og de Ligt ikke gør det godt. Ingen af spillerne gjorde noget reelt væsen af sig- udover Evans og tildeles Eriksen. Kedelig kamp på Villa Park- men i det mindste får Erik akkurat stoppet blødningen fra de sidste uger.

1 kommentar
  1. Jeg syntes karaktererne idag sidder lige i skabet, og ligeså med spiller analyserne..

    Så enig i at Antony er vejet og fundet for let….det bliver aldrig godt med ham

    Zirkzees præstation er rystende ringe, de sidste kampe hsr været helt skidt, timing i både boldomgang og løb for bolden har været fraværende…håber virkeligt at han kan løfte sit niveau markant snarest.

    Mazraoui er en klar forstærkning i forhold til Wan Bissaka, syntes han er god, også idag, han bringer mere energi og indgår langt bedre i spillet med bolden.

    Evans, whats not to like…respekt for den “gamle mand”, et af kampens højdepunkter var da Johnny Boy skar tænder og skældte ud på dommeren💪😎

    Nå men desværre har vinaltså stadig en Captain der er et godt stykke fra sit norske niveau..og det kan ses på spillet, tilgengæld viser Eriksen sin klasse…gult kort til flinke mand, hvad sker der Chrelle😅, god kamp igen.

    Vi snakker meget om RvN, med god grund, men jeg mangler at se hvor hans aftryk bliver af….?

    RvN blev vel hentet ind for at forbedre det offensive output som var virkeligt ringe i sidste sæson…kan ikke se nogen forbedring….endnu ihvertfald, Højlund bliver stadig sultet, nu må vi se når Højlund kommer i form, men servicering skal være langt bedre end sidste sæson.

    GGMU

Kommentarer er lukket

Forrige artikel

Resumé: United og Villa endte i deler

Næste artikel

Ten Hag opdaterer: Maguire og Mazraoui tvivlsomme til næste kamp

ANNONCE