Taktisk analyse: Sådan snørrede Carrick Guardiolas drenge

Du ved godt, at Michael Carrick fik United til at spille fremragende mod Man City, men hvad var det egentlig, der lykkedes? Det kan du forhåbentlig blive klogere på i denne taktiske analyse.

Manchester United fik trykket Manchester City helt ned i gårsdagens Manchester Derby. United vandt 2-0, men med tre annullerede mål in mente kunne den sejr sagtens have været endnu større.

Det var også Michael Carricks første kamp som cheftræner for Manchester United, og derfor har denne artikel til formål at fortælle, hvordan Carrick snørrede Guardiola.

Carrick stillede op i følgende startopstilling: Lammens; Dalot, Maguire, Martinez, Shaw; Casemiro, Mainoo; Amad, Fernandes, Dorgu; Mbeumo

Her er der tre vigtige valg, han traf:

Benjamin Sesko havde scoret tre mål i to kampe, men så slet ikke banen lørdag. Det var, fordi Bryan Mbeumo skulle spille 9’er. I bagklogskabens lys var det, fordi Carrick ønskede en mere boldsikker og bevægelig 9’er, som kunne finde mellemrum mellem Citys bagkæde og midtbane. Det lykkedes godt.

Carrick bænkede desuden også Matheus Cunha. I stedet spillede Patrick Dorgu venstre kant. Jeg tror, det var af både defensive og offensive hensyn. Carrick vidste, at der ikke kom store dele af kampen, hvor United skulle skabe noget, og Dorgu havde en vigtig defensiv rolle, som vi kommer tilbage til, mens han offensivt skulle sørge for altid at være en dyb trussel. Det lykkedes også godt.

Til sidst hev han Harry Maguire ind i startopstillingen efter mange kampes fravær. Sandsynligvis for at tage slåskampene med Erling Haaland og at være en vigtig mand på dødboldene. Faktisk var det ham, der clearede bolden, da United startede kontraangrebet ved 1-0-scoringen.

Men lad os gå analytisk til værks. Læs med her for at se, hvordan Carricks kontrakniv dissekerede Citys popdrenge.

1. halvleg:

Imago
Lad os kigge lidt på, hvordan United pressede. Det skete som regel i denne 4-4-2-formation. Særligt i starten af kampen var det i aggressiv stil. Senere i kampen lod de sig trække lidt længere tilbage – netop dét kommer vi tilbage til. Lad os også lige se, hvordan United byggede op.
Imago
Efter fire minutter, stormer Dalot frem i et fremadrettet løb i netop ovenstående eksempel, hvor en upræcis aflevering gør, at United mister den, men rollefordelingen var klar om, at Amad og Dalot skulle skiftes til at have ansvaret for henholdsvis højre side- og halvrum. Det var dog også et eksempel på, hvad United ville i det etablerede spil.
I store dele af første halvleg havde City flere sekvenser, hvor de var i boldbesiddelse på Uniteds sidste tredjedel. Det fik United bare afvist ret godt, særligt fordi de fik deres backs til at lukke halvrum og kanterne – Dorgu og Amad til at dække bredt. Det betød, at Doku og Semenyo til tider fik 1 mod 1 mod Amad og Dorgu, men fordi Uniteds kanter var så gode defensivt, så kunne United tillade sig det og tabte ikke på det. Sandsynligvis et billede, vi også kommer til at se mod Arsenal.
Manchester City har som regel altid fem mand på sidste linje, hvilket gør det svært for modstandere selv med fem spillere bagi at forsvare 1-mod-1 mod Erling Haaland. Det løste Carrick ved at lade Dorgu og Amad falde ned, så man er 6 mod 5, og heldigvis er begge dygtige 1-mod-1, så Martinez og Maguire kunne doble op på nordmanden:
Imago
Konklusionen på kampen lyder allerede, at det var Carricks kontrakniv, der slog Manchester City. Det er også rigtigt, men også unuanceret. Manchester United kunne nemlig sagtens spille sig igennem Citys organisation. Se blot dette eksempel:
Imago
Lammens havde netop lige afleveret bolden frem til Casemiro, som lagde den af til Harry Maguire. Netop den indledende aflevering til Casemiro gør, at Citys midtbane så ud som på ovenstående eksempel.
Her slap Mbeumo fri fra Alleyne og Khusanov, som tøvede, og så kunne Rodri ikke dække både Fernandes og Mbeumo, mens både Silva og Foden gik i højt pres. Det resulterede i, at Maguire kunne slå en modig aflevering frem i banen til Mbeumo, der spillede bandespil med Fernandes.
Imago
Amad løb i ryggen på Alleyne, som var i ingenmandsland mellem at dække Amad og presse op på Mbeumo, så Dalot havde hele højresiden for sig selv, hvor Mbeumo sendte ham dybt, men han var akkurat offside.
Men dette er et godt eksempel på, hvordan Manchester United skar igennem Manchester Citys fase 1. Det skulle langtfra være sidste gang, United kom bag Citys høje bagkæde …
I det hele taget fungerede Manchester Uniteds høje pres rigtig godt. Efter 20 minutter forsøgte City at ramme Phil Foden i mellemrummet, men afleveringen blev uskarp og Casemiro vandt duellen. United røg i kontraangreb, og hurtigt var det ligefrem 5 mod 5:
Imago
Som halvlegen skred frem, blev City mere og mere utålmodige. De forsøgte at slå flere vinderpasninger ind centralt til Silva og Cherki, men Mainoo og Casemiro var disciplinerede og aggressive, og det gjorde, at Citys 10’ere aldrig fik tid eller plads. Og så snart United fik erobret, stak Amad og Dorgu afsted i kontraer, og det kunne bagkæden SLET ikke håndtere. Særligt ikke i anden halvleg.
Det betød også, at United fik mere initiativ – også på bolden. Omkring en times spil lavede Donnarumma flere store redninger. Bruno Fernandes fik bolden i højre halvrum, og selv om City havde hele otte markspillere i feltet, så sejlede opdækningen fuldstændig.
Imago
Først og fremmest havde Bruno Fernandes helt frit til at chippe bolden i feltet, og Bryan Mbeumo var snu og lagde sig mellem Khusanov og Lewis – to spillere, der spillede elendige kampe – og ingen af dem ville tage ansvaret for ham, og han fik lagt en fin afslutning på indlægget, som Donnarumma pillede fornemt.
Blot få minutter forinden havde Donnarumma også taget en afslutning, hvor Casemiro forsøgte at chippe ham fra kort afstand. Det var ene og alene italieneren, der holdt City inde i kampen på dette tidspunkt.
Men det skulle ikke vare ved.
Rayan Cherki lagde et frispark ind i feltet, som Harry Maguire afviste. Mbeumo, som City slet ikke kunne styre, var først på bolden og vippede den forbi Cherki, og så er det lige pludselig fire mod to ned mod Citys mål.
Imago
Det klædte virkelig Bruno Fernandes at komme tilbage på 10’eren, for så er han med i situationer som disse. Han kunne både vælge at spille helt bredt til Dorgu, til højre til Amad, men han valgte den “midterste” løsning til venstre i Mbeumo, der havde vristet sig fri af Khusanov, som af en eller anden årsag bakkede ind mod sin holdkammerat, og Mbeumo sparkede bolden sikkert ind til 1-0.
Herefter var der stadig flere perioder, hvor City var på bolden. Se selv førnævnte 3-2-5-formation. Men City havde ét skud på mål og fik ikke skabt nogle nævneværdige chancer. Efter kampen nævnte Michael Carrick selv “firkanten” med Martinez, Maguire, Casemiro og Mainoo centralt som nøglen, og det erklærer jeg mig helt enig i. Kvartetten tillod intet.
Nøglen til sejren ligger selvfølgelig i kontraangrebene. United var sultne og aggressive, og missede man med øjnene, kunne det ligne, at vi var taget tilbage til 2008 igen.
Manchester United scorede sidenhen til 2-0 fra etableret spil ved Patrick Dorgu – hvor Rico Lewis igen stod og sov – og så var det et kontraangreb, der gjorde, at Mason Mount scorede til 3-0 til sidst. Jeg køber ikke, at den skulle være offside. Jeg er stadig ikke overbevist.
Peps drenge havde bolden klart mest. Men de gjorde intet med den. Det gjorde til gengæld Manchester United.
Samarbejdet mellem en rusten Rodri, uintelligent Khusanov og urutineret Alleyne var elendigt, og det blev ikke bedre af, at Nathan Aké kom ind i midterforsvaret.
Den slags gaver kommer Arsenal ikke til at give i næste weekend, og Arteta kommer også til at fortælle sine spillere, at de skal passe på kontraangrebene.
Jeg tror, vi kommer til at se et lignende kampbillede. Dorgu, der dobbeltdækker Bukayo Saka sammen med Luke Shaw, mens Amad og Dalot tager sig af Trossard/Martinelli.
Så for at konkludere – hvad virkede så?
Det er ikke, fordi Carrick opfandt den dybe tallerken. Flere spillere udtalte efter kampen, at de skulle bruge energien fra tilskuerne, og det hjalp. De var mere energiske end City og var først på langt de fleste andenbolde. United var toptændte og spillede direkte, hver gang muligheden bød sig.
Spillerne kom tilbage til det, de kender. Selv om United stadig byggede op med tre bagi, var der nogle principper, der var genkendeligt fra flere år tilbage i United, og i det hele taget lignede det meget en af Solskjærs mange triumfer mod City.
Nøglen var Bryan Mbeumo. Manchester City kunne slet ikke styre ham. Når han løb dybt, var han for hurtig, og når han trak ned i banen for at modtage bolden, var det slet ikke afstemt, hvem der skulle følge ham. City havde tydeligvis forberedt sig på en stationær 9’er i Benjamin Sesko, som ikke engang fik et indhop.
Der er stadig nogle men-spørgsmål. Hvordan klarer United det, når de forventes at have bolden? Kan man forvente, at Gabriel og William Saliba er lige så dårlige til at dække op og skubbe op som Alleyne og Khusanov (næppe)? Kan de afvise ti dødbolde fra Arsenal?
Det finder vi alt sammen ud af. Men Michael Carrick bestod sin første eksamen med bravur, og så glæder vi os ellers bare til næste weekend til et brag af en forestilling på Emirates.
Skriv et svar
Forrige artikel

Læsernes karakterbog: Han var Uniteds bedste i derby-sejren

Næste artikel

Martinez træt af Scholes-kritik: - Kom forbi mit hus, hvis du vil sige noget

ANNONCE