Historisk hæder til Bruno Fernandes

United-anføreren har endnu en gang udmærket sig positivt og er kåret som Premier Leagues bedste spiller i marts.

Foto: Ryan Pierse/Getty Images

Når United spiller, bidrager Bruno Fernandes med enten mål eller assists. Sådan er det måske ikke altid, men sådan var det faktisk i marts 2026.

Her spillede United fire kampe. Først mod Crystal Palace, hvor portugiseren både scorede og assisterede. Dernæst mod Newcastle og Aston Villa, hvor han bidrog med en assist i den ene og med to i den anden.

Slutteligt scorede han også i månedens sidste kamp i Bournemouth.

De flotte præstationer fik ham i første omgang nomineret som månedens spiller i Premier League. Han var nomineret sammen med tidligere United-talenter som Danny Welbeck og James Garner, mens Morgan Gibbs-White, Anthony Gordon, David Raya og Alex Iwobi også var i spil.

I dag er det afgjort, at Bruno Fernandes vinder prisen. Det er første gang siden oktober, at en United-spiller bliver månedens spiller i Premier League. Her var det Bryan Mbeumo, der satte alle andre til vægs.

Historiske Bruno Fernandes

Bruno Fernandes vandt senest prisen i marts 2025 og har dermed vundet den to år i træk i årets tredje måned.

I 2020 vandt han prisen hele fire gange, og dermed er han nu oppe på i alt seks kåringer som månedens spiller i Premier League.

Dermed tangerer han Cristiano Ronaldos klubrekord. Han vandt prisen fire gange fra november 2006 til marts 2008. Derefter blev det til yderligere to kåringer i 2021 og 2022 under hans andet ophold i klubben.

Ser vi på tværs af klubber placerer det de to portugisere på en delt fjerdeplads sammen med Liverpool-legenden Steven Gerrard, der ligeledes har vundet prisen seks gange.

Kun tre spillere har vundet den flere gange, alle med syv kåringer. Her er der tale om Sergio Agüero, Harry Kane og Mohamed Salah.

De deler dermed en rekord, som Bruno Fernandes vil tangere, hvis han igen bliver kåret som månedens spiller i Premier League.

Skriv et svar
Forrige artikel

Lisandro Martinez øjner comeback mod Leeds

ANNONCE