Skylder United-spillerne en assist-rekord?

Bruno Fernandes har 16 assists i sæsonen og har derfor Thierry Henrys og Kevin De Bruynes rekord med 20 assists inden for rækkevidde. Havde hans medspillere dog vist større skarphed i sæsonens løb, ville han allerede have rekorden nu.

Foto: Carl Recine/Getty Images

Da Patrick Dorgu ramte stolpen i sæsonåbneren mod Arsenal, var det ikke kun et point, som gled United af hænde. Det ville også have været en assist fra Bruno Fernandes, hvis den var gået ind.

Situationen er den første af fem Dorgu-chancer, der kunne være blevet til fem assists fra anføreren i denne sæson.

To andre kom mod Manchester City med et hovedstød i september og en afslutning fra en spids vinkel i januar. Begge efter indlæg fra højre side af Bruno Fernandes.

I januar var der også to fine muligheder mod Burnley. I den ene headede han forbi mål, nærmest med skulderen. Og i den anden lobbede han den over keeperen efter at være sendt inden om af kaptajnen. Desværre blev afslutningen clearet på stregen.

Hvis danskeren havde udnyttet disse fem muligheder, ville Bruno Fernandes altså allerede have assistrekorden.

Man kan naturligvis ikke forvente en 100% udnyttelse af sine chancer, men når vi i det følgende gennemgår de øvrige muligheder, der har været, kan man alligevel godt føle, at truppen efterhånden skylder kaptajnen denne rekord.

Benjamin Šeško og Ayden Heaven

Sloveneren er kommet godt i gang i United, men har stadig været i flere situationer, hvor han kunne have scoret endnu mere.

I førnævnte Burnley-kamp havde han et hovedstød efter oplæg fra Bruno Fernandes, og det samme var også tilfældet for Ayden Heaven. Her var det efter et hjørnespark.

Under Ruben Amorim fik Šeško ikke altid fuldt udbytte, og det sås blandt andet i nederlaget til Aston Villa i december. Her røg kaptajnens indlæg fra venstre forbi to Villa-forsvarere, så angriberen fik frit skud i feltets højre side. Men Emiliano Martínez kom ud og blokerede.

Selvom han for alvor har fundet formen under Michael Carrick, kunne det sagtens være blevet til endnu mere. Mod Spurs i februar havde han et helt frit hovedstød.

Mod Crystal Palace i marts headede han et Bruno-indlæg i hænderne på Dean Henderson, og mod Aston Villa 14 dage senere var han alene igennem og lavede en afslutning, som var tættere på hjørneflaget end på Emiliano Martínez’ mål. Eller var det i grunden et forsøg på en aflevering til Amad?

Fælles for Spurs, Crystal Palace og Aston Villa-kampene er, at United vandt alle tre. Derfor havde afbrænderne ingen betydning i forhold til tabellen. For Šeško og Heaven er der dog tale om i alt seks potentielle assists, der ikke blev til noget.

Bryan Mbeumo, Harry Maguire og Amad Diallo

En anden sommersigning, Bryan Mbeumo, har også forgæves været sat i scene af sin anfører ad flere omgange.

Først mod Burnley i august, hvor han fik en lang aflevering og kom til afslutning fra højre side af feltet.

Dernæst mod Brighton i oktober, hvor Bruno Fernandes pressede højt og opsnappede en fejlaflevering i venstre side. Han fandt Mbeumo omkring straffesparkspletten, men hans afslutning blev pareret til hjørne.

United slog Wolves 4-1 i december, men her kunne Mbeumo også have scoret efter at være sendt i dybden af Bruno Fernandes. Hans afslutning blev dog blokeret af keeperen, hvorefter Matheus Cunhas ripost blev afværget på stregen.

I 2-0 sejren over Manchester City i januar kunne Mbeumo også have scoret, da Bruno fandt ham med et indlæg til venstre side af feltet. Halvt liggende fik Mbeumo afsluttet mod målets højre side, men forsøget blev afvist af en flot refleksredning.

I samme kamp scorede han netop et flot mål efter et overlap på kaptajnen. Samme kombination prøvede de to nogle uger senere mod Spurs, men har afsluttede kantspilleren over mål.

I førnævnte City-kamp ramte Harry Maguire overliggeren efter et tidligt hjørnespark, mens Amad Diallo ramte stolpen på en kontra i anden halvleg. Kantspilleren havde desuden et frit skud i feltet efter et hjørnespark mod Burnley i august.

De tre spillere tilsammen kunne derfor have præsteret otte potentielle assists til kaptajnen, hvis de havde haft mere held eller skarphed i de nævnte situationer.

Casemiro og Matheus Cunha

Vi må ikke være for hårde ved Casemiro. Han har trods alt omsat hele fem assists fra Bruno Fernandes. Det kunne dog være blevet til endnu mere.

I august ramte han overliggeren i kampen mod Burnley efter oplæg fra anføreren.

Mod Manchester City i september røg en bold fra portugiseren forbi samtlige markspillere og endte ved en helt fri Casemiro ved bageste stolpe. Han fik dog ikke dirigeret den i mål og så overrasket ud over, at den kom hele vejen derhen.

I begge kampe mod Crystal Palace fik han også sat et hovedstød på et frispark fra Bruno Fernandes, men fik ikke omsat nogen af chancerne til mål.

Landsmanden Matheus Cunha har også haft muligheden for at tilføje endnu flere assists til anførerens imponerende klubrekord.

Mod Bournemouth i december og Newcastle i marts blev han i begge tilfælde sat op til et frit skud, men manglede kvalitet i afslutningerne. I mellemtiden headede han også et hjørnespark forbi mål i kampen mod Everton.

De to brasilianere kunne altså i fællesskab have tilføjet hele syv assists til Bruno Fernandes, hvis disse chancer havde været omsat til mål.

Diogo Dalot, Luke Shaw, Joshua Zirkzee og Leny Yoro

Bruno Fernandes’ landsmand, Diogo Dalot, er god til at komme med frem, men mangler somme tider kvalitet som afslutter. Det kom til udtryk i december mod Wolves, hvor Bruno Fernandes sendte ham alene igennem, samt mod Aston Villa i marts, hvor han med en kattepote lagde den an til Dalot, der med venstrebenet sendte afslutningen langt over mål.

I februar havde både Luke Shaw og Joshua Zirkzee muligheden efter forarbejde af kaptajnen. Førstnævnte blev afvist på stregen af Aaron Wan-Bissaka, mens sidstnævnte forsøgte sig med et hovedstød, der gik snævert forbi mål.

Sidst, men ikke mindst, så fik Leny Yoro en fin hovedstødsmulighed ved den bageste stolpe i nederlaget til Newcastle i marts. Det betyder, at denne kvartet i alt har stået for fem potentielle assists for anføreren.

Regner vi disse fem sammen med alle dem, der er nævnt ovenover, er der altså tale om 31 situationer, hvor Bruno Fernandes har sat en holdkammerat op til en scoringsmulighed, der ikke er blevet omsat til mål i denne sæson.

Det kan naturligvis ikke forventes, at udfaldet af dette skulle være blevet til 31 mål. Det ville være utopisk. Dog må der i truppen være en fornemmelse af, at man efterhånden skylder anføreren den assist-rekord, som han nu er så tæt på at få.

 

Skriv et svar
Forrige artikel

De sidste syv: Svært program venter forude

ANNONCE