Gary Neville har igen, som så mange gange før, rettet kritikken mod en Manchester United-spiller – denne gang Lisandro Martinez.
Martinez var igen i startopstillingen, da Argentina vendte et truende 2-0-nederlag mod Egypten til en dramatisk 3-2-sejr. Selvom Argentina trak det længste strå, blev Martinez sat på en hård prøve.
På blot fire dage gik han fra helt til skurk. Natten til lørdag dansk tid leverede han både et mål og en assist i Argentinas dramatiske avancement mod Kap Verde. Tirsdag aften var historien en anden. Martinez var involveret i begge egyptiske scoringer, da Argentina endnu en gang måtte kæmpe sig tilbage fra 2-0. Først blev han overmatchet i luften, da Yasser Ibrahim headede Egypten foran, og senere missede han sin markering i feltet, da Ziko gjorde det til 2-0.
Efter kampen kom Gary Neville med en opsigtsvækkende vurdering af Martinez og stopperkollegaen Cristian Romero. “De bedste dårligste midterforsvarer i verden”. En speciel kommentar, som muligvis kræver lidt uddybning.
Men først lidt mere fra Neville.
– Hvis man ser dem spille, kan man se, at de er ligeglade med at lukke mål ind, for de skal nok selv få scoret i den anden ende, sagde Neville blandt andet til ITV Sport.
Lad os lige kigge nærmere på kommentaren omkring stopperparret som “de bedste dårligste midterforsvarere i verden”. En bemærkning, der ved første øjekast lyder selvmodsigende, men som i virkeligheden rammer kernen af deres spillestil. Begge besidder kvaliteter, der gør dem til forsvarsspillere på allerhøjeste niveau. De er aggressive, kompromisløse og i stand til at dominere kampe. Samtidig har de en tendens til at begå fejl, som sjældent ses hos de absolut bedste midterforsvarere.
Det er muligvis nogle af de samme egenskaber der gør Martinez til en publikumsfavorit på Old Trafford. Man kan tydeligt mærke hans passion.
Nevilles bekymring handler derfor ikke om Martinez’ kvalitet, men om hans balance. Kan han bevare den aggressivitet og vindermentalitet, der gør ham til en af Uniteds vigtigste forsvarsspillere, uden at lade følelserne tage over?
I øjeblikket kan en rutineret makker som Harry Maguire være med til at skabe ro omkring ham. Men når Maguire en dag ikke længere er i klubben, bliver det Martinez, der skal være den bærende figur i Uniteds forsvar – den leder, de øvrige stoppere kan læne sig op ad. Det kræver ikke mindre ild, men større kontrol. For først når han finder den balance, kan han for alvor tage skridtet fra en fremragende forsvarsspiller til en komplet leder i Manchester Uniteds bagkæde.




