Når man står uden sejre og med tre pinlige nederlag i træk, må man se realiteterne i øjnene.
Manchester United er i dyb, dyb krise.
Denne skribent kan efterhånden ikke huske, at det har været så slemt, og der er efterhånden kriser nok at tage af.
Det betyder, at vi er nødt til at se realiteterne i øjnene. Tage de nødvendige beslutninger.
Her er tre ting, vi lærte af lørdagens kamp mod Chelsea.
Fansene leverede sæsonens præstation
Oh, oh, oh, it’s Carrick! You knoooow …
Manchester United var i gang med at pisse – pardon my French – endnu en kamp væk med en elendig kamp og attitude, men alligevel var det tydeligt, hvem den fremmødte udebanetribune støttede.
Ikke nok med, at fansene bag det ene mål gav opbakning til Carrick så højlydt, at de tavse snobber fra Vestlondon var blevet overdøvet, så var det, mens Manchester United allerede var blevet udspillet, og den engelske cheftræner igen-igen havde skuffet.
Der tegner sig et billede.
Der er tilsyneladende intet, Michael Carrick kan gøre forkert som cheftræner for Manchester United. Han har fansenes uforbeholdne støtte, indtil den dag, han får sparket.
Enhver, der stod på dét udebaneafsnit lørdag eftermiddag på Stamford Bridge, ved, at Carrick næppe har, hvad der skal til, for at være Uniteds cheftræner. Men de ved også alle, at det langtfra er ham, der er det største problem i klubben.
Carrick er überpopulær. Selv om han gør det dårligt, ved han, hvad Manchester United er for en institution.
Derfor har han fansenes støtte. Den har hverken spillerne eller ledelsen.
Stå frem eller sig op, Wilcox
Det er absolut intet, vi har hørt fra Jason Wilcox.
Når der endelig dukker citater op fra Manchester Uniteds fodbolddirektør, er det, når United har præsenteret en ny spiller eller ny forlængelse, eller en sjælden gang imellem hvis Manchester Uniteds medieafdeling allernådigst inviterer ham i en in house-podcast med helt ukritiske rammer.
Men han har et langt større ansvar end det.
Én ting er, at man begår fejl. Guderne skal vide, at Wilcox har begået sine.
Men det er format at erkende dem og forklare sig. Det har Wilcox ikke gjort. Aldrig. End ikke da han fyrede Erik ten Hag, Ruben Amorim eller nu.
Fansene fortjener en forklaring på, hvorfor tingene går, som de går. Eller som minimum en forklaring på, hvorfor deres cheftræner ikke længere har sit arbejde.
Han repræsenterer Manchester United som ansvarlig for den sportslige sektor. Og det kunne bare ikke gå ringere, end det går lige nu.
Derfor er han nødt til at stille sig frem i et interview med en uafhængig og kritisk presse og give forklaringer på det morads, han har efterladt Manchester United i.
Eller også er han nødt til at sige op.
Ideelt set gør han begge dele.
Tak for denne gang, Michael
Michael Carrick må være vanvittigt overrasket over at have fået endnu en chance som Manchester United-træner, da holdet gik på banen mod Chelsea.
Men det fik han altså. Det burde han nok ikke have fået.
Bevares, det startede godt. Første halvleg var helt klart noget af det bedre, som United har spillet i denne sæson. Carrick stillede anderledes offensivt op, og selv om alt ikke var perfekt, var det bedre. Meget bedre.
Holdet spillede med mod, og havde de selvtillid og skarphed burde gæsterne da også have været i front ved pausen.
Det lyder da meget godt, ikke? Der er vel noget at bygge på, tænker man.
Nej.
Det er ikke kun Lisandro Martinez’ skyld, at Manchester United kollapsede i anden halvleg.
Der var ikke længere nogen United-spillere, der var intense i duellerne, kunne ramme en mand eller levere de nødvendige løb for hinanden. Fuldstændig basale fodboldkundskaber. Det var så ringe, at man fik lyst til at fyre en hel fodboldtrup.
Det kan man jo ikke, siger man. Men hvis man skulle give det et forsøg, skulle det da være her.
Men det betyder, at Michael Carrick ikke længere kan være cheftræner for Manchester United. Han har ganske enkelt gjort det for dårligt.
De seneste ni kampe har været uden sejre, og de sidste tre kampe har været tabt med sammenlagt otte mål. Det er så pinligt.
Man får en fornemmelse af, at Manchester United kommer i reel nedrykningsfare, hvis ikke de skifter træner.
Og det er jo ærgerligt. United er et mere sympatisk bekendtskab, når Michael Carrick er træner. Men noget er gået galt, og man er nødt til at reagere.
Men hvis – når – han bliver fyret, så bør ham, der giver ham sparket, ledsage ham ud ad døren.




