Kampreferat: Orlando Pirates – United

Det var et United hold med en del ændringer i startopstillingen der løb på banen, i forhold til lørdagens kamp mod Kaizer Chiefs. Ben Foster fik chancen i…

Det var et United hold med en del ændringer i startopstillingen der løb på banen, i forhold til lørdagens kamp mod Kaizer Chiefs. Ben Foster fik chancen i målet, Jonny Evans og Rio Ferdinand dannede det centrale forsvar, Darron Gibson og Lee Martin fik chancen på midtbanen, mens Frazier Campbell gjorde Carlos Tevez selskab i angrebet.

Kampen blev spillet foran godt 50.000 tilskuere i Durban, hvor der var en høj luftfugtighed. Noget der tydeligvis satte sit præg på kampens tempo i specielt anden halvleg. Samtidig var det et tændt, aggressivt og hårdtarbejdende Pirates hold, der kampen igennem pressede United til at lave en del fejl i opspillet. Selv om Orlando Pirates havde valgt, at spare et par af deres nøglespillere til semifinalen på torsdag mod Kaizer Chiefs, spillede de fint med i store dele af kampen.

United startede kampen bedst, og var tæt på en drømmestart da Carlos Tevez efter blot syv minutters spil, testede hjemmeholdets keeper, med et lav skud fra kanten af feltet. Kort efter var det Lee Martin og Michael Carrick, der begge havde nærgående forsøg reddet af Pirates keeper Senzo Meyiwa.

Efter 23 minutters spil faldt kampens enlige mål, da Frazier Campbell får headet bolden videre til Lee Martin, der er søgt ind fra venstrekanten. Martin kommer foran forsvarsspilleren, og ligger relativt let bolden forbi den fremadstormende keeper.

Herefter gik United lidt ned i tempo, og overlod spillet mere til Pirates. Delvist også grundet en del upræcise afleveringer af United spillerne. I første halvlegs sidste minut tager Lee Martin et godt ryk på højrekanten, hvor han går forbi et par modstandere og kommer ind i feltet inden han bliver fældet. Dommeren vælger dog ikke at fløjte det ellers ret så klare straffespark, og United må nøjes med hjørnespark.

Orlando Pirates starter anden halvleg bedst, og har succes med et højt pres af United, samtidig med at deres hurtige kombinationsspil giver United forsvaret enkelte problemer. Ben Foster i målet viser dog stor sikkerhed, og havde et par gode vigtige redninger i løbet af kampen.

Efterhånden som kampen nærmer sig sin afslutning, bliver der skiftet flittigt ud fra begge sider, og kampen daler endnu mere i tempo og intensitet. Kort før tid får United dog en stor chance for, at bringe sig yderligere foran. Flot kombinationsspil mellem Rooney og Scholes, fører til et godt forsøg fra Scholes, som Pirates keeperen dog redder.

Dermed fik United sin første sejr på Sydafrika turen, og ser nu frem mod finalen i Vodacom Cup på lørdag, hvor modstanderen altså er enten Orlando Pirates eller Kaizer Chiefs. Kampen vises på TV2 Sport fra klokken 15.25.

Bedste United spillere i kampen mod Orlando Pirates var målmand Ben Foster, der viste stor sikkerhed som sidste skanse, mens også Evans, Brown og Ferdinand gjorde et fint indtryk i forsvaret. Lee Martin og Michael Carrick viste også til tider gode takter på midtbanen, i en kamp hvor der ellers ikke var de store højdepunkter. Til gengæld virkede Mikael Silvestre og Darron Gibson rustne og uden tempo i deres spil.

United: Foster; Brown, Ferdinand, Evans (Simpson 88), Silvestre (O’Shea 62); Eagles, Carrick (Scholes 69), Gibson (Fletcher 82), Martin; Tevez (Rooney 69) og Campbell.

Sagt efter kampen:

Sir Alex Ferguson. ”Jeg er tilfreds med resultatet. Det spil vi viste i første halvleg var glimrende, overblik, hurtighed, bevægelse samt hurtigt pasningsspil. Deres forsvarere var hurtigt på bolden, og gjorde det svært for os, så vi var tvunget til, at spille bolden hurtigt rundt. De var hurtige på kontraangreb og fangede os et par gange.”

Sir Alex Ferguson. ”Vi tabte lidt momentum efter 30 minutters spil, men det er det som sker ved, at have mange unge spillere på banen. De begynder at tabe koncentrationen lidt.”

Sir Alex Ferguson om Wes Brown. ”Det var en fælles beslutning at lade ham spille. Jeg har snakket en del med ham de sidste par dage, og han ønskede at spille. Han følte han ville spille, for derefter at koncentrere sig om familien når han kommer tilbage. Han flyver hjem onsdag aften.”

Lee Martin. ”Det var en god kamp, men det var hårdt, specielt i de sidste 20 minutter. Luftfugtigheden var høj, og vi fik svært ved, at holde bolden i egne rækker. Samtidig er de midtvejs gennem deres sæson, mens vi først lige er startet op. Pre-season handler om at komme i form.”

Lee Martin om målet. ”Det var Frazier Campbell, der gjorde arbejdet, mens jeg bare tog løbet. Heldigvis fik jeg foden på bolden, kom ind foran modstanderen og fik scoret.”

Forrige artikel

Aftenens opstilling

Næste artikel

Ferguson roser Ben Foster

ANNONCE