Ben Foster stod i går en god kamp mod Orlando Pirates og havde flere glimrende redninger. Foster var et af de få lyspunkter i kampen mod Pirates og krydrede sin indsats med et clean-sheet. At det var hans første kamp siden debuten mod Derby tilbage i marts måned, var ikke til at se.
Efter kampen var Sir Alex Ferguson også hurtig til at rose sin målmand. ”Jeg tror stadig, at Ben bliver Englands nummer et i de kommende år. Med det talent, han har, vil han kæmpe for en startplads i den kommende sæson, det kan kun gavne England.”
Foster fik ødelagt størstedelen af sidste sæson, grundet en korsbåndsskade, men kom hurtigt tilbage og fik sin United-debut i udekampen mod Derby, da van der Sar var skadet, og Tomasz Kuszczak havde karantæne. Ferguson indrømmer, at han blev lidt overrasket over Fosters hurtige tilbagevenden og optræden mod Derby.
”Vi forventede ikke, at han ville blive så hurtigt klar igen, og derfor inkluderede jeg ham ikke i Europa Cup -truppen. Men da jeg så hans præstation mod Derby, fortrød jeg måske en smule.”
Men at få tjansen i målet for United bliver ikke bare lige til for Foster. Foran ham står veteranen Edwin van der Sar, som sidste år havde en af sin karrieres måske bedste sæsoner. Han har dog offentliggjort, at den kommende sæson med stor sandsynlighed bliver hans sidste på topplan.
Ferguson ser da også ud til at vælge van der Sar som førstemålmand i den kommende sæson, mens så Kuszczak og Foster må slås om reservetjansen.
”Det bliver svært for Ben, da han er oppe mod en af de bedste målmænd nogensinde. Edwin er en mand med enorm erfaring og fast højt niveau. Men Ben er endnu kun 24 år og kan spille de næste 14-15 år, så der er ingen grund til panik. Hans tid skal nok komme.”