De fem største: United vs. City

Mandag byder på historiens måske største Manchester-derby. Varm op til kampen med fem af de vigtigste opgør. Manchester City står med en helt unik chance…

Mandag byder på historiens måske største Manchester-derby. Varm op til kampen med fem af de vigtigste opgør.

Manchester City står med en helt unik chance for at spille sig op på Premier Leagues dukseplads, når Manchester United kommer på besøg mandag.

Men det må og skal ikke ske. Og derfor har vi herunder, i vilkårlig rækkefølge, valgt de fem største opgør mellem de to rivaler ud. Så kan du dulme nerverne (ingen garanti) og samtidig glædes lidt. For vi har naturligvis ikke medtaget opgør, som er endt med andet end United-sejr. Så dumme er vi heller ikke.

Nogle af dem vil du måske huske. Andre vil du med garanti huske. Vi har udvalgt de fem kampe, vi ser som de allerstørste. Og forhåbentlig vil du også glædes over at rulle igennem listen.

Manchester City 2 – 3 Manchester United
7. november 1993

Vi starter helt fremme i ’93.

‘De Røde Djævle’ var netop sendt ud af Champions League af Galatasaray, og holdet skulle tilbage på rette spor i ligaen. Det måtte gå ud over Manchester City. Men helt nemt blev det ikke.

I kampen mod Galatasaray fik ‘Kongen’, Eric Cantona, rødt kort for voldelig adfærd efter slutfløjtet, og han blev da også hilst velkommen til denne kamp på Maine Road med en overflod af turkish delight, en tyrkisk, sød snack.

Manchester City stormede United fra starten, og i første halvleg kom holdet på 2-0 ved Niall Quinn. De mange spydige hentydninger mod Eric Cantona tog dog ikke hårdt på den franske troldmand. I anden halvleg viste han vejen og klassen med to mål, mens Roy Keane færdiggjorde det ultimative comeback med sejrsmålet i 87. minut.

Manchester United kom nu for alvor tilbage på sporet, og sæsonen bød derfor på ‘the double’ – mesterskab og FA Cup-sejr.

Manchester City 2 Manchester United 3 1993/94 Season

Manchester United 5 – 0 Manchester City
10. november 1994

Også et år efter comebacket i november ’93 var Manchester United på pletten. Denne gang noget mere kontant og overlegent.

Stor klasseforskel gjorde forskellen i en kamp, hvor Andrei Kanschelskis scorede hattrick. Kong Eric lavede også en pind, mens Mark Hughes fik sat en ende for Citys pinsler i sin sidste sæson for Manchester United.

5-0’eren er samtidig den største sejr, Manchester United har fået imod Manchester City siden første indbyrdes opgør i 1894. En sejr med samme måldifference som en kamp, vi næppe snakker mere om her.

Man Utd 5 v Man City 0 1994/95

Manchester United 4 – 3 Manchester City
20. september 2009

En vaskeægte klassikker. En kamp fyldt med intensitet, mål og drama, som mest af alt huskes for Michael Owens sejrsscoring seks minutter inde i overtiden. 

På forhånd var der lagt op til en højspændt affære. Den tidligere United-spiller Carlos Tévez havde sommeren forinden byttet den røde trøje ud med den lyseblå, og det var hans første besøg på Old Trafford siden skiftet.

Wayne Rooney bragte hjemmeholdet i front blot to minutter inde i kampen, inden Gareth Barry udnyttede et målmandskiks af daværende United-målmand Ben Foster. Kampen bød også på to Darren Fletcher-scoringer, to Craig Bellamy-scoringer og den nok mest dramatiske afslutning nogensinde i en kamp mellem United og City.

Kort inde i overtiden udlignede City til 3-3, og en uafgjort virkede uundgåelig. Fire minutter havde dommeren lagt til. Alligevel lykkedes det ”De Røde Djævle” at bringe sig foran 4-3, og dermed vinde kampen, seks minutter inde i overtiden! Noget, man ynder at kalde ”Fergie-time”. 

Man Utd – Man City Derby 4-3

Manchester United 2 – 1 Manchester City
12. februar 2011 

En af de nyere kampe mellem rivalerne, som huskes for Wayne Rooneys fantastiske saksesparksscoring. En scoring, som på mange måder blev vendepunktet i Rooneys sæson. I efteråret havde englænderen udtalt, at han ville væk fra klubben, hvorefter han så foretog en kovending.

Det lille stunt gjorde, at ”Wazza” var nødt til at vinde fansene tilbage, og det gjorde han mere eller mindre med den scoring. Sejren var en vigtig brik i Uniteds 19. mesterskab. 

Kort før halvlegsfløjtet havde Nani bragt hjemmeholdet foran med 1 – 0, men City fik udlignet via det, nogle vil mene var et heldigt mål, da Edin Dzekos skud ramte David Silva i ryggen og gik i mål. 12 minutter før tid afgjorde Wayne Rooney dog opgøret. Nani lagde bolden ind til angriberen, som timede et perfekt udført saksepark. Et mål som Sir Alex Ferguson senere har kaldt for ”det bedste mål, han nogensinde har set på Old Trafford.”

Og det siger ikke så lidt.

Af uransagelige årsager er det en smule besværligt at finde højdepunkterne fra kampen i nogenlunde kvalitet. I stedet nøjes vi med perlen. Ja, dén perle.

The best goal of Rooney to Manchester City 2011 – HD – 3D

Manchester City ? – ? Manchester United
30. april 2012

Det kan godt være, at kampen ikke er blevet spillet endnu, men der hersker ingen, absolut ingen, tvivl om, at det her nok er det største indbyrdes Premier League-opgør, som holdene spiller. Aldrig har begge hold været så stærke og så tætte på mesterskabet samtidig, og aldrig har de mødt hinanden på et så ekstremt afgørende tidspunkt i sæsonen.

Det vindende hold, ja, det ender nok også med at blive mesterholdet. City har ikke taget et mesterskab hjem siden ’68, og de blå fra Manchester hungrer i den grad efter en titel. Det bliver med statsgaranti en af de mest intense, hektiske og vanvittige fodboldkampe mellem de to hold, som vi nogensinde har set.

Forrige artikel

Se kampen om mesterskabet med andre fans

Næste artikel

Giggs: Vi skal vise, at vi fortjener mesterskabet

ANNONCE