I morgen løber et af engelsk fodbolds større rivalopgør af stablen.
Leeds-Man United.
I det 21. århundrede har det ikke været noget at råbe hurra for rent sportsligt, men – som det gør sig gældende med de bedste rivalopgør – så går rivaliseringen langt forud for bare et kvart årtusind.
Her får du historien om rivaliseringen mellem områdets to United-klubber: Leeds og Manchester.
Krigen om roserne
Kører du fra Manchester i det vestlige England 64 kilometer ind i landet, krydser du grænsen mellem de to counties Lancashire og Yorkshire, inden du kommer til countyets pulsåre, Leeds.
Lad os lige blive ved de to counties. Egentlig svarer det jo bare til, at man krydser grænsen mellem Nordjylland og Midtjylland, eksempelvis. Sådan er det bare ikke i England. Sådan er det ikke, når det gælder Lancashire og Yorkshire.
I 1400-tallet var en række borgerkrige igang i England. De blev kendt som “War of the Roses” – rosenkrigene – og nej, det er ganske anderledes fra Bachelorette, hvor hungrende incels jagter to skønne ungmøers kærlighed og anerkendelse i form af roser.
Nej, det var krig. Ægte krig. Begge parter – Lancaster-huset og York-huset – mente, at de havde retten til den engelske trone. Lancaster bar den røde rose som symbol som et 15. århundredes Manchester United. York bar den hvide, naturligvis.
Lang historie kort, så vandt Henry Tudor, som tilhørte Lancaster-slægten, krigen, og han blev udråbt til Kong Henry 7., og det var bare første af mange stridigheder mellem de to counties.
Industrikrig
Århundrederne flød, og det samme gjorde skærmydslerne. I forbindelse med lanceringen af Manchester Ship Canal begyndte mancunianerne at tjene stort på bomuldsproduktion, hvilket øgede velstanden i Manchester som kulminationen på den industrielle revolution.
Også i Leeds havde de god vind i sejlene. I Yorkshire havde de god gang i uld- og tekstilproduktionen. Det betød, at byerne, som vi nu har lært ligger meget tæt på hinanden, kæmpede om arbejdskraft, handel, politisk indflydelse … og dermed penge.
Vi har allerede forstået, at Lancashires og Yorkshires indbyrdes rivalisering har en blodig fortid. Nu har hver countys storby sat sig selv i selen som industrielle knudepunkter. Og det er jo også en måde at blive rivaler på, og det er velsagtens sådan, rivaliseringen gik fra county-basis til bybasis.
Snart skulle det også tage over i fodboldens verden.
Revie mod Busby
Et had mellem to byer bliver i moderne kontekst eksemplificeret allerbedst i sportens verden. Sådan er det også mellem Leeds United og Manchester United.
Du kender historien om Manchester Uniteds start. De blev stiftet af medarbejdere på jernbanen, der gik mellem Lancashire og Yorkshire under navnet Newton Heath, inden de valgte at omfavne hele Manchester som Manchester United.
Da Newton Heath blev til Manchester United, stiftede de i Leeds klubben Leeds City. Men klubben brød finansielle regler under den første verdenskrig, hvor man ikke måtte betale sine spillere under krigen, og derfor måtte de lukke. Spillerne blev auktioneret videre til andre klubber.
Leeds City blev i 1919 til Leeds United. Hurtigt kom der flere kampe mellem de to klubber, men sportsligt blev rivaliseringen først relevant i 60’erne. Leeds havde etableret et storhold under Don Revie. Manchester havde Busby Babes.
Busbys 60’er-hold havde storspillere som Holy Trinity – George Best, Denis Law og Bobby Charlton – og Revie havde den anden Charlton-bror, Jack, Billy Bremmer og Norman Hunter.
Revies Leeds kom op i First Division i 1964, og blot året efter blev de nummer to i ligaen. Med samme pointantal som nummer ét, som var Manchester United – selvfølgelig. Samme sæson mødtes de i FA Cups semifinale, som de først spillede på Hillsborough – den endte 0-0 – og omkampen i Nottingham endte med en Leeds-sejr, som dermed kunne tage til Wembley.
I 1969 vandt Leeds endelig det engelske mesterskab, inden de gentog succesen i 1974. United vandt mesterskabet i ’66 og ’67. Som bekendt gik der 25 år, før de ville gentage den succes, og det hjalp ikke, at Matt Busby i 1969 stoppede som manager i klubben.
For i 70’erne gik det ned ad bakke for Manchester United. De måtte leve med middelmådige sæsoner og sågar nedrykninger, mens de kunne se deres største rivaler, Leeds og Liverpool, være engelsk fodbolds helt store darlings.
Men Manchester United skulle nok bide fra sig igen.
Et opkald til Howard og Bill
Det skulle dog tage noget tid. Det var, som om ansættelsen af legendariske manager Brian Clough i 1974 blev et vendepunkt.
Jovist, Leeds nåede et højdepunkt i at komme i finalen i Europa Cuppen, men Cloughs 44 dage i spidsen for Leeds blev alligevel noget, vi husker. Der er en fantastisk bog af David Pearce, The Damned Utd, om netop denne tid.
I 1977 skulle de to mandskaber mødes i FA Cup-semifinalen på Hillsborough – igen – i en kamp, der blev kaldt “The Battle of the Roses” på kampprogrammet. Der opstod store opgør mellem tilhængerne, hvor kampen på grønsværen blev sekundær. Manchester United vandt i øvrigt og slog også Liverpool i finalen. En kamp, som nogle af jer læsere måske kan huske.
I 1982 rykkede Leeds ud af den bedste række, hvilket betød, at Roses-derbyet led et stort knæk. Det var først i 1990, de vendte tilbage – men det gjorde de så også med et brag.
Howard Wilkinson havde samlet et storhold in spe. Skotten Gordon Strachan var kaptajn, og snart skulle de bolstre angrebskæden med det franske problembarn Eric Cantona.
Det resulterede i, at de i 1992 vandt First Division foran Manchester United i et ægte titelræs. Det måtte Lancashires repræsentanter gøre noget ved.
Sir Alex Ferguson – som kom til i 1986, men i ’92 stadig ikke havde vundet en ligatitel endnu – prøvede at købe en angriber. Men hverken Alan Shearer eller David Hirst ville skifte, og da nyindkøbet Dion Dublin brækkede benet, måtte de kigge andre veje.
Manager Howard Wilkinson og direktør Bill Fotherby ringede til United-direktør Martin Edwards for at høre, om de kunne købe Denis Irwin til venstrebacken. Det kunne de ikke.
Men Sir Alex Ferguson overhørte telefonopkaldet og spurgte, om Edwards i samme ombæring lige ville spørge efter Cantona, der var kommet i unåde på Wilkinsons hold. Næste middag var Cantona præsenteret som Manchester United-spiller.
Fergies hævn
Med dét kom vendepunktet mellem de to klubber. Leeds kom aldrig til at vinde en ligatitel igen. Manchester United vandt 13 de næste 20 år. Eric Cantona blev symbolet på netop dette. Han var alt det, som Manchester United manglede for at blive store igen. Han var al den storhed, som Leeds havde. Nu var der ikke mere tilbage.
Manchester United vandt mere, end de tabte. De erobrede først England, så Europa, så verden. Leeds rykkede længere ned i hierakiet, og i 2004 rykkede de endda helt ud af Premier League.
Der skulle gå et halvandet årti, før de kom tilbage til Premier League.
Leeds’ fans havde glædet sig stort til at møde Manchester United, da de endelig kom op igen. Og så var det gudhjælpemig i coronasæsonen 2020-21, hvor de ikke kunne være på stadion til det første Premier League-Roses-derby i 17 år.
Det kunne de så året efter, for med en flot sæson formåede de at overleve debutsæsonen i den bedste række. I 22-23 mødtes de på Old Trafford, hvor Manchester United smadrede Leeds med 5-1.
I det omvendte opgør var der fuld smæk på, da de mødtes på Elland Road. Leeds-fans sang om München-ulykken. Uniteds fans holdt et tyrkisk flag op og sang om da to Leeds-tilhængere blev dræbt ved en UEFA Cup-kamp i Istanbul. Usmageligt på alle måder, men et bevis på, at de to klubber stadig hader hinanden.
Leeds rykkede ned i dén sæson og tilbragte to sæsoner i Championship. Men i denne sæson er de oppe igen. Og nu skal de mødes igen. Mon ikke det bliver drabeligt. Det handler nemlig om meget mere end fodbold.
