Fantastisk resultat i Bilbao. Men farligt at jinxe returen!

Viser 0 svartråde
  • Forfatter
    Indlæg
    • #80848

      United står med det ene ben i en europæisk finale. 3-0 på San Mamés var et drømmeresultat, og vi kunne vitterligt ikke have drømt om mere. Flere steder er der nu også snak om, at United mere eller mindre er i finalen allerede.

      I vores nedtakt fra kampen i Bilbao – https://oldtrafford.dk/nyheder/nedtakt-casemiro-harrydinho-og-lidt-jinxeri/ – bevæger vi os også på kanten af et såkaldt ‘jinx’ ved ligefrem at være skråsikre på finalepladsen. I 133 forsøg er det da heller ikke sket før, at et hold er kommet tilbage fra et nederlag på 3 mål eller mere på hjemmebane i første kamp af et knockout-opgør i UEFA Cup eller Europa League. Og så er den vel sikker?

      ‘NEJ’, siger min mavefornemmelse. Athletic Club var altdominerende i de første 20-25 minutter på San Mamés, og de har sparet en del spillere i weekendens målløse opgør mod Real Sociedad. Her havde man hele 7 ændringer fra torsdagens kamp. Til et derby! De har altså IKKE lagt sig ned og øjner et historisk comeback på Old Trafford. Og som de spillede og ligefrem dominerede op til føringsmålet i torsdags, så kan de sagtens komme til at gøre ondt på United.

      ‘Det er aldrig sket før’-argumentet kan man også godt hænge til tørre. United har i de seneste år slået adskillige negative rekorder. 0-7 mod Liverpool. 16 nederlag i denne Premier League-sæson. And counting! Og jeg kan blive ved. Klubben er på 15. pladsen og har kun 2 points ned til West Ham på 17.pladsen. De kan tilmed overhale United med en sejr i weekendens kamp. Intet er som det plejer. Vi kan altså ikke bruge 133 tidligere tilfælde til noget som helst.

      United lukkede fire mål ind på Old Trafford mod Lyon. To af dem endda i overtal. Man lukkede fire ind mod Newcastle for nylig og igen mod Brentford. Så er det helt umuligt at spekulere i, at Athletic Club kan komme tilbage? I første kamp mod Lyon lukkede United to mål ind på to relativt ufarlige situationer. Onana har lavet fejl. I Bilbao var Lindelöf, Ugarte og flere andre i gavehumør i starten af kampen, og det kunne sagtens have kostet. United kan sagtens rystes, og der skal ikke meget til, før gæsterne fra Baskerlandet vil begynde at lugte blod.

      United har et særdeles godt udgangspunkt. Men den er altså ikke vundet endnu. Bare spørg PSG (4-0 mod Barcelona i 2017) og Barcelona (3-0 mod Liverpool i 2019).

Viser 0 svartråde
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.
ANNONCE