Manchester Uniteds målmaskine, Dimitar Berbatov, har været ude i tre kampe med en lyskeskade han pådrog sig i FA Cup-semifinalen mod Manchester City. Ikke nok med at Manchester United missede chancen for ”the treble”, så mistede de også Premier Leagues topscorer efter 1-0-nederlaget på Wembley.
Dimitar Berbatov er dog tilbage i truppen til på søndag, hvor Manchester United kan gøre en ende på Arsenals i forvejen spinkle titelhåb.
”Dimitar er klar igen. Han havde problemer med lysken, men han har trænet med hele ugen,” lyder det kort og præcist fra manager Sir Alex Ferguson.
Fergie kunne derudover bekræfte, at Darren Fletcher ikke når at blive klar til søndagens Premier League-topbrag. Til gengæld kan skotten spille en rolle i Champions League-returopgøret mod Schalke 04 på onsdag.