De fleste Manchester United-fans ser næppe en fremtid i Dimitar Berbatov mere efter at angriberen i weekenden blev udeladt da Manchester United mødte FC Barcelona i Champions League.
Berbatov var ikke at finde på hverken banen, bænken eller tribunen, hvilket med det samme har fået alle til at spore et muligt United-exit for angriberen.
Men selvom han var utrolig skuffet over den manglende udtagelse til holdet på Wembley, så agter Premier League-topscoren at blive i United.
“Jeg vil blive. Jeg vil kæmpe for den 20. titel.
Hvis jeg gav op så let, så ville jeg aldrig have nået så langt. Alting starter på ny for mig i Manchester United fra den 4. juli (her slutter spillernes sommerferie, red.).”
“Der vil komme nye finaler og vi vil kæmpe om nye titler. Jeg ser fremad. Når man går gennem svære tider, så skal man ikke give op,” lyder det fra Berbatov til bulgarsk tv, skriver Metro.
Til finalen var han fuldstændig ude af syne og Berbatov indrømmer at han blev i omklædningsrummet under hele kampen i ren skuffelse.
“Sandheden er at jeg blev i omklædningsrummet og så Champions League finalen dér på et tv. Jeg var virkelig skuffet. Så skuffet over at jeg ikke var en del af holdet, at jeg ikke ville have folk skulle se hvor skuffet jeg var,” fortæller Berbatov.