Manchester United møder på lørdag Blackburn Rovers i Premier League, men foreløbig må gæsterne undvære mindst tre mand, som er blevet smittet med H1N1-virussen, den såkaldte svineinfluenza.
Sygdommen kom allerede til Ewood Park i sidste uge, hvilket skabte tvivl om afviklingen af kampen mellem Blackburn og Chelsea i lørdags.
Foreløbig er tre spillere fra Blackburn smittet, heriblandt David Dunn og Chris Samba.
Blackburns manager, Sam Allardyce, gjorde før Chelsea-kampen opmærksom på smittefaren under kampen, men Premier League tog allerede sine forholdsregler overfor en eventuel pandemi i foråret. Her blev det besluttet, at man ikke ændrer på kampprogrammet, med mindre der bliver indført nationale restriktioner fra de britiske sundhedsmyndigheder.
Allardyce og Blackburn tager i aften imod Peterborough, som forøvrigt trænes af Sir Alex Fergusons søn, den tidligere United-midtbanesspiller Darren Ferguson.