28-årige Wes Brown har som professionel ikke spillet for andre klubber end United. Således var han blandt andet med til at vinde “The Treble” i 1999. Men til trods for, at talentet altid har været der, har Brown aldrig formået at tilspille sig en fast plads i startopstillingen. Det var lige indtil Gary Neville blev skadet for snart et år siden. Siden da har han vikarieret for den rutinerede højreback, hvilket blandt andet har udløst en plads på det engelske landshold.
Browns kontrakt udløber dog til sommer med de engelske mestre, og parterne er endnu ikke nået til enighed om forlængelse. Og selvom dette er tilfældet tyder det på, at David Gill og Sir Alex Ferguson vil gå meget langt for at beholde forsvarsspilleren. Dette kom til udtryk i vinterens transfervindue, da United afslog et tilbud fra Newcastle United på Brown.
De seneste meldinger lyder på, at den engelske landsholdsspiller har afvist et kontraktudspil, der lyder på 45.000 Pund om ugen. Brown skulle eftersigende kræve ca. 55.000 af slagsen for at blive i Manchester. Ellers skulle han ifølge sin agent være parat til at søge nye græsgange.
Nu udtrykker Sir Alex Ferguson bekymring overfor Wes Browns opførsel i kontraktforhandlingerne indtil videre, og retter ligeledes hård kritik mod hans agent:
”Nutidens spillere er i deres agenters lommer. Et faktum, der gør mig deprimeret. Wes har været i klubben siden han var 12, men det betyder åbenbart intet nu til dags. Spillernes agenter gør i dag lige, hvad der passer dem, og det er sådan en situation vi står i nu.”
”Det er de andre spillere udemærket klar over, og de har prøvet at forklare det til Wes. Vi er dog stadig villige til at diskutere en ny kontrakt med ham, for vi tror på hans evner som fodboldsspiller. Han har virkelig haft en fantastisk sæson som erstatning for Neville.”