Carrick efter første kamp som permanent chef: Jeg glemte det næsten

Michael Carrick fik en perfekt start som permanent cheftræner i Manchester United, men selv havde han næsten glemt, at Brighton-kampen markerede hans første opgør efter den officielle udnævnelse.

Der var både tre point, tre mål og endnu et clean sheet at glæde sig over, da Manchester United lørdag aften slog Brighton med 3-0 på Amex Stadium.

For Michael Carrick var opgøret samtidig noget særligt. Det var nemlig hans første kamp, efter han fredag blev præsenteret som permanent cheftræner på en toårig aftale.

Alligevel havde hovedpersonen selv næsten glemt milepælen.

– Jeg glemte næsten, at det var den første kamp, siden jeg blev annonceret, fordi vi bare fortsatte som normalt, siger Carrick ifølge BBC.

– Der var nogen, der spurgte mig om det før kampen.

Det siger måske meget om Carricks tilgang. Der har ikke været store armbevægelser eller dramatiske udmeldinger, men i stedet en rolig fortsættelse af det arbejde, der allerede har båret frugt.

Sejren over Brighton var Uniteds 12. sejr i 17 kampe under Carrick. Den stærke periode sikrerede klubben Champions League-kvalifikation med tre kampe tilbage af sæsonen og banede vejen for, at den tidligere United-legende nu har fået jobbet på permanent basis.

Carrick har flere gange understreget, at rollen føles naturlig for ham. Han kender klubben indefra, har oplevet både de store aftener og de svære perioder, og netop den erfaring forsøger han nu at bruge i rollen som cheftræner.

– Det hjælper, at jeg har været her i lang tid og set forskellige niveauer af succes, nogle op- og nedture, siger Carrick.

Den 44-årige englænder tager dog ikke jobbet for givet.

– Jeg tager det ikke for givet. Jeg tror ikke, at det bare gør jobbet lettere. Det handler om at få det bedste ud af situationen.

Selvom opgaven er stor, virker Carrick til at befinde sig godt i rollen. Det lægger han heller ikke skjul på over for BBC.

– Jeg elsker at gøre det. Jeg synes, vi har en god idé om, hvordan vi vil bevæge os fremad. Jeg prøver bare at trække på de erfaringer og forme, hvordan vi tænker, og hvordan vi gerne vil have, det skal se ud.

Efter en turbulent periode i klubbens nyere historie er der noget befriende United-agtigt over Carricks rolige facon. Der kommer ingen store overskrifter fra manden selv, men på banen fortsætter resultaterne med at tale sit tydelige sprog.

Skriv et svar
Forrige artikel

Carrick om Bruno-fremtid: Ingen grund til at tro andet

ANNONCE