Foto: Richard Pelham/Getty Images
Michael Carrick har næsten fået maksimalt udbytte af sine første ti kampe i spidsen for United i 2026.
Her er det blevet til syv sejre og kun ét nederlag. Og de syv sejre er ikke mod hvem som helst. Tre af modstanderne befinder sig netop i top fire sammen med United.
Med syv points ned til Chelsea på 6. pladsen er der derfor også en stemning om, at United næsten har kvalificeret sig til Champions League allerede.
Dette er dog ikke sandt. Der er stadig 21 points at spille om, og der er ingen lette kampe i Premier League.
Lige så vel som United godt kan slå de resterende syv modstandere, kan man også smide points mod dem alle sammen.
Vi har taget de pessimistiske briller på og har samlet nogle kedelige statistikker fra tidligere kampe mod alle syv.
Svært slutprogram
På mandag starter United hjemme mod Leeds. For det første er det et derby, og derbies lever altid sit eget liv. Derudover har United kun slået dem i én af de seneste tre indbyrdes opgør.
Næste kamp er på en altid svær udebane i form af Stamford Bridge. Her har United ikke vundet i sine seneste fem besøg.
Brentford kommer til Old Trafford i runden efter. De har slået United i de seneste to indbyrdes kampe, senest med 3-1 i september.
Dernæst kommer Liverpool. De vandt 3-0 i deres sidste besøg på Old Trafford.
United slog Sunderland tidligere i sæsonen, selvom The Black Cats har taget points mod alle andre i top fem. United har dog kun én sejr i sine seneste fire besøg på Stadium of Light.
United tager imod Nottingham Forest i sæsonens næstsidste kamp. Dem har man ikke slået i de seneste tre indbyrdes kampe, og det blev til et nederlag på 2-3, da de sidst var på besøg.
Efter dette slutter United af med et besøg hos skrækmodstanderne fra Brighton, der har syv sejre i de seneste ti indbyrdes opgør med United.
Manchester United ligger stadig lunt i svinget til at sikre sig Champions League efter sommerferien. Man har dog ikke kvalificeret sig endnu, og opgaven forude er ikke noget, man kan tillade sig at tage for let på.




