Bojan Djordjic er i denne uge på træningsophold hos den skotske storklub Glasgow Rangers, og det håber kantspilleren naturligt nok kaster en kontrakt af sig.
Djordjic ser nemlig ikke ud til at have nogen fremtid i Manchester med kontraktudløb til sommer, og ser prøveopholdet i det skotske som hans store chance for at komme væk fra Old Trafford – og stadig repræsentere en storklub.
” Jeg ville elske at tilspille mig en kontrakt med Rangers. Jeg har ingen fremtid i Manchester United, så at få chancen for at komme til Rangers er fantastisk. Jeg er klar over hvilken storklub det er, og håber virkelig jeg kan vise mit værd” siger Djordjic, der kom til United i 1999 fra svenske Brommapojkarna.
Og også manager Alex McLeish synes positivt indstillet overfor en permanent aftale, der måske allerede kan laves til januar. Han erkender således, at han har haft Djordjic i kikkerten i et stykke tid.
” Vi har fulgt Djordjic i et stykke tid, og hans talent er ganske stort, mens han samtidig også er ung. Desuden kunne vi godt bruge forstærkning på venstrekanten,” siger bossen for det blå Glasgow-hold.