Manchester United har haft svært ved at finde netmaskerne i denne sæson. De røde djævle har kun scoret 11 mål i ni kampe i Premier League indtil videre.
En af de forklaringer på det er, at Uniteds angribere tilsammen kun har lavet ét mål. Erik ten Hag mener dog, at holdet kommer i de rigtige situationer.
– Der er så mange (situationer, red.), hvor vi er i overtal mod modstanderens mål, hvor vi ikke scorer, eller hvor vi slet ikke rammer målet.
Selvom United, ifølge manageren, ikke har tid til at træne dette på træningsbanen, så er han sikker på, at de forreste spillere snart vil få hul på bylden.
– Jeg er overbevist, med kvaliteten af vores spillere, at det vil gå, og at de vil score flere mål, fortæller han videre.
Samme stærke tiltro har Erik ten Hag til Marcus Rashford, som kun har lavet ét mål indtil videre i denne sæson.
– Jeg har en stærk tro på, at han vil komme tilbage og lave rigtig mange mål, siger han.