Erik ten Hag kan godt lide Luke Shaw. Det kan man konkludere efter fredagens pressemøde forud for kampen mod Bournemouth. Her uddelte Uniteds manager store roser til den engelske forsvarsspiller.
– Han giver tro og selvtillid til andre spillere. Hans holdkammerater føler sig trygge omkring ham, siger han indledende.
Luke Shaw har måttet se passivt til i det meste af denne sæson, da han har været ramt af en muskelskade. Den har holdt ham ude i tre måneder. Det er et kæmpe boost at have ham tilbage, siger Erik ten Hag.
– Han kan håndtere svære situationer, han sætter ting op og tager initiativ til at skabe noget. Han styrker helt afgørende holdet, lyder det yderligere.
Og Luke Shaw har stor betydning både på og uden for banen, forklarer den hollandske manager.
– Hans tilstedeværelse og hans personlighed, men også hans fysiske evner. Han er så stærk og teknisk meget god. Han er en stor profil, og vi er glade for, at han er tilbage.
Den 28-årige englænder har været fast mand i startopstillingen, siden han gjorde sit comeback i udekampen mod Everton efter seneste landholdstermin.