Jonny Evans var af mange eksperter udset til at blive en fast bestanddel i startopstillingen hos Manchester United i år. Således vikarierede den 22-årige nordirer i store dele af sidste sæson for Rio Ferdinand, der var langtidsskadet.
Efter en elendig start på sæsonen, hvor Evans har måtte tage sin del af ansvaret for Uniteds mange uafgjorte resultater, er den talentfulde forsvarsspiller nu røget helt ud af førsteholdstruppen.
Og hovedpersonen selv erkender nu, at han står over for en skillevej i karrieren.
”Dette er nok den største udfordring, jeg har stået over for i min karriere. Det er første gang, jeg er blevet taget af holdet på grund af en række dårlige præstationer,” siger Evans ifølge Teamtalk.com.
Han er dog indstillet på at få sin plads på holdet tilbage.
”Jeg spillede en del i starten af sæsonen, men der var mine præstationer ikke specielt gode, og nu er jeg så sat af holdet. Men jeg brokker mig ikke. Det er en god mulighed for mig,” fortsætter Evans, før han uddyber.
”Det var rart at få 90 minutter på banen for Nordirland i sidste uge. Men jeg bliver nødt til at bestræbe mig på at gøre mit bedste, når jeg endelig spiller.”
Jonny Evans har tidligere været lejet ud til Sunderland med stor succes. Lejeaftalen kom dog primært i stand, da Evans var røget i Alex Fergusons sorte bog efter en julefrokost for Manchester Uniteds spillere, hvor Evans blev meldt til politiet for voldtægt af en ung pige.
Han blev dog hurtigt renset for alle anklager.
Jonny Evans skrev i maj måned under på en ny fireårig aftale med ”De Røde Djævle”.