Det har været noget af en blandet start for spanske David de Gea, der er ankommet til Manchester United i løbet af sommeren.
Den unge målmand har været involveret i et par uheldige episoder, men den 20-årige spanier har fuld opbakning fra resten af holdet. Det siger Patrice Evra efter gårsdagens sejr, hvor de Gea fik sit første “clean sheet” som United-keeper.
“Han spillede rigtig godt. Han var virkelig god med fødderne og det hele. Publikum er også bag ham, så han skylder dem en stor tak,” siger Evra ifølge Sky Sports.
Franskmanden, der selv fik en skidt start på sin karriere som “rød djævel,” er ikke bekymret for, at de Gea har, hvad der skal til.
“Jeg har sagt til ham, at han ikke skal bekymre sig, for engelsk fodbold er ikke let. Jeg fik debut mod Manchester City, og det var en virkelig svær en af slagsen. Efter 45 minutter blev jeg hevet ud, fik besked på at sætte mig ned, se engelsk fodbold og så ellers lære af det.”
“Nogle gange har man gode dage, andre dage går det dårligt. Jeg er sikker [på, at det nok skal gå godt], for han har et stort talent, og vi hjælper ham,” siger Evra.
Evra nu senior
Med en gennemsnitsalder på bare 23 år i gårsdagens kamp mod Tottenham, er Patrice Evra efterhånden “en af de gamle,” og det glæder den 30-årige vestreback, at de nye er klar til at tage over.
“Vi har mistet mange erfarne spillere, men nu kan man se, at holdet er friskt og fyldt med energi. De unge skal bare fortsætte, og så skal de erfarne spillere hjælpe til. Vi ved, at vi har et stort ansvar. Vi vil vinde det hele. Det er Manchester Uniteds måde at gøre tingene på.”