Den skotske manager langede på dagens pressemøde kraftigt ud efter Chelseas manager José Mourinho, som tidligere på ugen forsøgte at starte en psykologisk kamp mellem klubberne.
Den karismatiske manager mente, at Manchester United i denne sæson havde et uforklarligt held hos dommerne, hvilket var årsagen til Uniteds nuværende position, hvor de i morgen kan nå helt op på 12 point foran London-klubben, som dog vil have spillet to kampe færre.
“Alle managerne kommer i øjeblikket ud med et par ting. Jeg ved, Jose har været ude og sige ting i denne uge, men det forventede vi.
Han er den sidste person, som skal snakke om dommere. Hans fodboldklub har været involveret i så mange sager med dommere over de seneste par år,” sagde Ferguson på pressemødet forud for kampen mod Liverpool.
“Det er som om, at hver gang noget går imod Chelsea, eller de ikke får det på deres måde, så lægger de skylden på dommeren.
Det er en utrolig klub. Måske skulle han knappe sine læber sammen, i hvert fald til sæsonen er slut.”
Sir Alex Ferguson mødes med José Mourinho til april, når Manchester United møder Chelsea.