Fred efter CL-comeback: Gjorde mit bedste for ‘Professor Ole’

I et længere interview fortæller den tidligere Shakhtar Donetsk-spiller om sin personlige optur efter den flotte præstation mod PSG. Han håber nu, at han og holdet kan bygge på, så man kan komme tilbage på toppen, hvor man hører til.

26-årige Fred ankom i sommer til Manchester United fra ukrainske Shakhtar Donetsk med et stort prisskilt og lige så store forventninger. Det viste sig dog hurtigt, at det krævede en del tilvænning fra brasilianerens side at komme på holdkortet.

Noget kunne tyde på, at den tilvænningsfase nu er ovre. I hvert fald startede Fred inde i onsdagens fænomenale comeback mod Paris Saint-Germain og leverede en godkendt præstation, som vores egen skribent belønnede med et 7-tal

På bagkant af den fornemme indsats har manutd.com lavet et længere interview midtbanespilleren, som føler, at kampen og det flotte resultat kan blive et vendepunkt både personligt og for klubben.

– Det var virkelig dejligt og tilfredsstillende at få den sejr i onsdags. Inden kampen havde alle afskrevet os og givet op, som om vi var slået. Så at få den sejr og vende det hele rundt. Lykønskningerne er nødt til at gå til hele truppen, for vi manglede en masse spillere, siger Fred og fortsætter.

– Onsdag viste vi virkelig vores styrke som en gruppe. Vi er super glade for at være i kvartfinalen. Det var en fantastisk og glædelig oplevelse.

Som udenlandsk spiller, der ikke har været lang tid i klubben, kunne man måske forstå, hvis ikke Fred havde den store viden om Manchester Uniteds historie. Men midtbanespilleren var inden kampen meget bevidst om Uniteds mange historiske comebacks.

– Vi kendte godt til Manchester Uniteds historie i forhold til comebacks. Det her er en kæmpestor klub, og trøjen er virkelig vigtig. Det var vi meget bevidste om. Da ‘Mr. Ole’ talte til os om kampen – meget roligt – gjorde han klart, at vi skulle holde vores hoveder oppe.

– Han har selv været der, og selv været med til at vende kampe rundt. Så der gav han os styrke. Og vi gjorde det – vi fik sejren!

Et vendepunkt i karrieren

I interviewet kan Fred da heller ikke lægge skjul på, hvor vigtigt onsdagens fornemme præstation var for ham personligt. Han ønskede bare at gøre det bedste for ‘Professor Ole’, siger brasilianeren.

– Jeg var virkelig lykkelig, da vi scorede målet (Rashfords, red.), og endnu mere, da kampen blev fløjtet af, for der var sket så meget. Men onsdag aften havde jeg chancen for at være på banen, gøre mit bedste og hjælpe mit hold. På den måde var det enormt tilfredsstillende, og i forhold til min karriere var det en af de mest fantastiske fejringer, jeg har prøvet. 

– Sejren, og fejringen af sejren, ikke blot for mig personligt, men for fansene, klubben og alt det, som Manchester United repræsenterer, siger Fred og fortsætter:

– Selvfølgelig (føltes det som et gennembrud, red.). Jeg har haft det svært. Jeg har været ude af holdet, og det har frustreret mig. Men jeg har aldrig ladet det holde mig nede, og jeg har altid holdt hovedet højt. Jeg har trænet hårdt, arbejdet virkelig hårdt, og jeg vidste, at min tid nok skulle komme.

– Onsdag aften repræsenterede virkelig et vigtigt øjeblik for mig, da jeg gjorde mit bedste for ‘Professor Ole’. Ole, Michael Carrick og hele trænerstaben har talt med mig og hjulpet mig til at kunne forberede mig på dette øjeblik. Ja, jeg følte, at dette var et vendepunkt i karrieren – det var et vigtigt øjeblik.

United skal tilbage, hvor de hører til

Den 26-årige brasilianer håber nu, at onsdagens sejr kan være startskuddet til en ny æra i Manchester United, så man kan komme tilbage på toppen, hvor man hører til.

– Men jeg skal også huske at have begge ben på jorden. Der er stadig meget hårdt arbejde foran mig – vi har endnu ikke vundet noget. Jeg skal bare fortsætte med at arbejde hårdt. Og vi skal, som hold, fortsætte med at arbejde hårdt, så vi kan få Manchester United tilbage på toppen, hvor vi hører til.

Onsdagens kamp var Freds 18. i den røde trøje. Den statistik kan midtbanespilleren udbygge, når United søndag gæster Arsenal på Emirates Stadium. 

Forrige artikel

Smalling: Sir Alex hilste på alle spillerne efter PSG

Næste artikel

Optakt: United gæster Arsenal for anden gang i sæsonen

ANNONCE