Manchester United bekræftede i dag, at man har indgået en fireårig aftale med den amerikanske forsikringsgigant Aon. Sponsoratet vil træde i kraft efter næste sæson, når den nuværende kontrakt med kriseramte AIG udløber.
Og det glæder David Gill, der tror, at den nye aftale vil komme United til gode:
”Aftalen i dag styrker vores position, som værende en af de største klubber i verden. Vi ser frem til partnerskabet med den førende virksomhed indenfor risk management. Det er et firma, der deler vores værdier, og de er en spændende samarbejdspartner for Manchester United,” lød det fra Gill.
Detaljerne omkring sponsoratet er ikke blevet offentliggjort, men det skønnes, at det vil indbringe de engelske mestre 20 millioner pund om året. Dette vil i så fald være det største af slagsen nogensinde i professionel fodbold.