Mark Hughes formåede nemlig at hente det ene point i sin første træneroptræden på Old Trafford mod Manchester United, da en frustrerende eftermiddag endte i det rene ingenting og nulløsning fra Uniteds side.
Blackburn drillede også enormt i den første kamp i sidste sæson på Ewood Park, hvor et overtidsmål af Alan Smith sørgede for 1-1 efter United havde brændt chance på chance i løbet af de 90 minutter, hvor Paul Dickov formåede at score på Blackburns nærmest eneste chance. Så der er i sandhed et lille regnskab at gøre op mod Rovers, der som det første hold i denne sæson tabte klart – men en kende uheldigt – til Newcastle i sidste weekend.
United møder op til matchen i svækket udgave. Siden sidste eksamen i Liverpool har også Roy Keane meldt sig i køen af folk, der gerne vil have lidt behandling af klubbens lægestab. Generelt begynder skadessituationen dog at lysne lidt med flere folk, der efter planen bør være på trapperne til et comeback. Indtil da må United dog nøje sig med John O”Shea og Kieran Richardson på de to backs, mens Alan Smith formentlig overtager Keanes styrende rolle på midtbanen.
Blackburn har i forhold til sidste uge anfører Andy Tood med igen. Han havde karantæne mod Newcastle. Der spekuleres i, at Blackburn kan finde på at gå fra 4-4-2 til 4-5-1 på Old Trafford, hvor engelske medier også melder, at den hårdttacklende – og til tider decideret svinske – back Lucas Neil kan ryge en tur på bænken som følge af Todds tilbagekomst.
United har de seneste tre kampe blot haft fem forsøg mod kassen ifølge de officielle statistikker. Skal statistikken hjemme mod Blackburn følges, så kommer der lidt flere lørdag, for United vinder traditionelt, når gæsterne kommer fra Ewood Park. I 2003/04 blev det 2-1 på mål af Ruud van Nistelrooy og Kleberson, og Blackburn har ikke vundet i Manchester i 43 år. Lad endelig stimen fortsætte…
Truppen: Van der Sar, Howard, O”Shea, Bardsley, Ferdinand, Silvestre, Pique, Richardson, Fletcher, Scholes, Smith, Miller, Ronaldo, Giggs, Park, Rooney, Van Nistelrooy, Rossi.