I sidste sæson ramte flere af Ronaldos frispark række 27, men efter sommerferien tyder meget på, at Ronaldo har fået indstillet sigtekornet perfekt.
Det fik David James at mærke, da Portsmouth lørdag var på Old Trafford. James stod en fantastisk kamp i gæsternes mål og forhindrede om nogen United i at få en tocifret storsejr. Men Ronaldos frispark kunne han intet gøre ved, og James har da heller ingen dårlige undskyldninger fremme når han skal beskrive målet.
“Jeg trænede frispark hele fredagen, for jeg ved hvor farlig han er i de situationer, men der er simpelthen intet, man kan gøre ved ham. Han rammer bolden fantastisk godt, og inden du når at kaste dig efter den, er den allerede i nettet.”
“Man kan ikke læse dens skru, og skulle der alligevel ikke komme noget svæv på bolden, så kan han sparke så hårdt, at gør han det ordentligt, så vil den ryge i nettet alligevel,” siger James.