Julekalender – 18. december: Jesper Simo’s yndlingsminde med Old Trafford

Det begyndte så småt at lugte af, at Rasmus Højlund aldrig ville få scoret i sin united-trøje, men i dagens låge tager vi sammen med Jesper Simo et tilbageblik på dette lille julemirakel fra 2023.

(Simon Stackpoole / Getty Images) 

Fra 1.-24. december udkommer OldTrafford.dk med en julekalender, der handler om de gode fortællinger. Temaet er nemlig “bedste United-minde”.

Herunder åbner du den 18. låge i julekalenderen.

I dagens låge skal vi tilbage til Boxing Day 2023, hvor Manchester United tog imod Aston Villa på Old Trafford. En passende tur ned ad mindernes allé, nu hvor samme modstander venter i weekenden.

Men denne gang er det ikke en United-fan, der sætter scenen. I stedet overlader vi dagens julelåge til én af Danmarks bedste fodboldkommentatorer, Jesper Simo.

Simo har kommenteret over 800 fodboldkampe og et hav af United-opgør. Og selvom han ikke holder med noget bestemt hold, er hans bedste Old Trafford-minde præget af både drama, comeback – og en dansk scoring.

Her er hans fortælling:

Boxing Day 2023: Man Utd vs. Aston Villa

“Jeg husker tydeligt tilbage på Boxing Day i 2023, der for mit vedkommende fandt sted på Old Trafford. Boxing Day er altid meget specielt at opleve i England, og derfor glæder man sig altid lidt ekstra til de opgør.

Jeg har haft fornøjelsen på Etihad i 2021 (Man City v Leicester 6-3) og 2022 på Villa Park (Aston Villa v Liverpool 1-3) samt denne kamp. Det var Rasmus Højlunds første sæson, og Premier League-målene lod vente på sig.

Jeg kommenterede hans første PL-start, hvor alle for en stund troede, at han var kommet på måltavlen, men scoringen blev korrekt annulleret, fordi bolden lige præcis havde været ude over mållinjen forinden. Og siden var det altså ikke lykkedes at få bolden over stregen i ligasammenhæng.

Opgøret startede mildest talt også ringe for United, der efter blot 25 minutter var bagud med 0-2 på mål af John McGinn samt Leander Dendoncker på bagkant af tvivlsomt defensivt arbejde.

Der var derfor en mat stemning på Old Trafford ved pausen – udover hos Villa-supporterne, selvfølgelig.”

Dansker dong!

“Men i 2. halvleg fik United pludselig noget momentum.

Først reducerede Alejandro Garnacho til 1-2 og få minutter senere udlignede han til 2-2.

Men United var ikke færdig.

Comebacket blev fuldendt i forbindelse med et hjørnespark. Fra min position ca. 70 meter væk (man sidder som kommentator på Old Trafford en del til højre for midterlinjen) kunne jeg tydeligt se bolden bliver klappet i mål, men klyngen af sammenstimlede spillede betød, at jeg ikke kunne se, hvem der havde scoret.

Det først var sekundet efter, at jeg kunne se, at det var Rasmus Højlund, der var blevet matchvinder. Han gjorde ikke noget særligt under jubelscenen udover “bare” at fremstå meget glad, men der var alligevel noget særligt over det, og forhåbentlig blev den momentet løftet yderligere via min kommentering.

Målet satte gang i Højlunds med længder bedste tid hos Manchester United, så det var specielt at være tilstede, da der endelig kom den forløsende første scoring i Premier League.”

Tak for historien, Simo! Se scoringerne fra kampen herunder.

Skriv et svar
Forrige artikel

PODCAST: Cherry bombs, FREE MAINOO og Villa

ANNONCE