Manchester United måtte tage til takke med 2-2 i Bournemouth til trods for at have været foran to gange i løbet af anden halvleg.
To situationer har siden slutfløjt skabt stor debat: En manglende straffesparkskendelse på Amad, inden Ryan Christie få sekunder senere gik op og scorede til 1-1, og så straffesparket på Evanilson, der gik forud for 2-2-scoringen.
Starter vi med Amad-situationen, var ivorianeren i infight med Bournemouth-backen Adrien Truffert, inden han gik til jorden. Trods appeller valgte VAR ikke at omstøde dommen. De forklarer således på X:
– Dommerens afgørelse om ikke at dømme straffespark for en forseelse af Truffert var tjekket og bekræftet af VAR – det blev vurderet, at kontakten ikke var grel nok til et straffespark, skriver de.
Cirka ti minutter senere blev Evanilson sendt i dybden, og i en situation, der mindede en smule om den ti minutter senere, hev Harry Maguire fat i skulderen på brasilianeren. Evanilson røg i græsset, og dommeren dømte straffespark og rødt kort. Her er VAR’s forklaring:
– Dommerens afgørelse om straffespark og rødt kort til Maguire for ulovlig forhindring af en oplagt målchance var tjekket og bekræftet af VAR. Der virkede til at være en holdeforseelse uden mulighed for at spille bolden, skriver Premier League Match Centre på X.





