Krisen kradser – nyt nederlag til United

Norwich sejrede på Old Trafford, og krisen blev dermed forværret for Louis van Gaal og United.

Efter fem kampe i træk uden sejr, skulle United i dag tilbage på ret kurs. Norwich gæstede Old Trafford, og kom helt tydeligt til Manchester med en taktik om at forsvare sig foran eget felt, og satse på hurtige omstillinger. Oprykkerne har haft det svært i år, og har blot et par point ned til nedrykning.

Louis van Gaal havde i dag atter anfører Wayne Rooney tilbage, ligesom også erfarne folk som Phil Jones, Ander Herrera og Ashley Young var med igen. Jones var tilbage fra skadespause og startede med Smalling i det centrale forsvar.

Young, der har måtte se til fra bænken på det seneste, startede som højreback, mens Ander Herrera kom ind i anden halvleg på midtbanen i stedet for Marouane Fellaini.

Kampen startede med et hjemmehold i fuld kontrol. Norwich kunne og ville ikke det store frem af banen. Forsvarsspillerne og keeper Declan Rudd virkede på ingen måde som en udfordring for United, der startede i lidt højere tempo end tidligere på sæsonen.

Men endnu engang formåede United aldrig rigtig at presse på i feltet, og Rudd blev på intet tidspunkt presset til at vise sit niveau. Han blev primært presset, når forsvarsspillerne lagde bolden dårligt tilbage til ham, og hverken Rooney, Memphis eller Martial fik presset ham.

Og når man ikke selv er farlig og udnytter det kæmpe overtag i boldbesiddelsen, så er der altid en risiko på omstillinger. Cameron Jerome slog til for gæsterne, og Old Trafford sad som lammet tilbage og så resten af første halvleg.

En blanding af spredte klapsalver og piften fulgte United-spillerne til pause. Men der var desværre ingen forbedringer i anden halvleg.

Gæsterne slog til igen, og nede 0-2 virkede det til at blive en umulig opgave for United at komme tilbage i opgøret. En scoring af Anthony Martial sparkede en smule liv tilbage i Old Trafford, men målet gav ikke det forventede tunge pres på gæsternes mål.

1-2 blev det, og krisen er dermed blevet endnu større i United, der nu ikke har vundet i seks kampe i træk. Leicester vandt igen, og trækker fra United i toppen af ligaen, mens Arsenal og City krydser klinger senere på weekenden.

Mest bemærkelsesværdigt var det måske, at Ryan Giggs brugte det meste af anden halvleg på sidelinjen, hvor han råbte og dirrigerede United-mandskabet. Uden effekt, men det var et klart signal fra waliseren, der ellers har siddet ved siden af van Gaal og co på trænerbænken i alle kampene.

United gæster Stoke på Boxing Day, inden Chelsea venter hjemme på Old Trafford den 28.december. Meget arbejde inden da, hvis United skal holde liv i drømmen om at vinde ligaen, og ikke mindst, blive i top fire.

Bliv klædt på til kamp her – Køb Manchester Uniteds nye trøje

Vil du på Old Trafford og opleve The Red Devils? Vi guider dig i de forskellige muligheder her

Forrige artikel

Startopstillingen imod Norwich - Rooney er tilbage!

Næste artikel

Norwich-kaptajn: Vi var uden frygt

ANNONCE