Portugisiske Nani kan angiveligt se frem til en ganske betragtelig lønforhøjelse.
I et forsøg på at holde wingen i klubben er Manchester United nemlig klar med en ny kontrakt. Det skriver Setanta Sports.
Historien er ikke bekræftet af klubben selv, men Setanta mener at vide, at Nani vil blive tilbudt en ny fireårig kontrakt til 130.000 pund om ugen. Med i pakken skulle være en række bonussummer, der får Nani op i samme lønklasse som Rio Ferdinand og Nemanja Vidic.
Nani menes at tjene omkring 90.000 pund om ugen på sin nuværende kontrakt, der løber til sommeren 2014.
Portugiseren, der er med på listen over de 23 nominerede til årets fodboldspiller, er ifølge Setanta vurderet til 30 millioner pund.