Målmandslegende langer ud efter David de Gea

Sir Alex Ferguson havde gode grunde til at sætte David de Gea af mod Southampton. Fejl kan koste mesterskaber, mener Alex Stepney.

David de Gea var lidt overraskende ikke at finde i Manchester Uniteds startopstilling, da Southampton søndag blev besejret i de sidste sekunder. I stedet var danske Anders Lindegaard vogteren mellem stængerne.

Men det var helt rigtigt at sætte de Gea af til Southampton-kampen, mener United-målmandslegende Alex Stepney, som langer hårdt ud efter den unge spanier.

– Jeg havde ikke regnet med det, men ved at droppe de Gea på grund af de fejl, han begik imod Fulham, har manageren gjort præcis, hvad han bør gøre, siger Stepney til Manchester Evening News.

Bekostelige fejl
Stepney, som selv spillede mere end 400 kampe for Manchester United i 60’erne og 70’erne – og vandt Europa Cuppen i 1968 – mener, at det sender et alvorligt signal at smide en målmand af holdet på grund af fejl.

– Han (Sir Alex Ferguson, red.) gjorde det samme sidst jul, da David lavede fejl imod Blackburn. At tabe på Old Trafford til et hold, som var i problemer og endte med at rykke ned, viste sig at være koste dyrt i sidste ende, siger Stepney.

– Mesterskabet blev tabt på måldifference, og det viser, hvordan sådan nogle kampe kan være skadelige. United har ikke råd til at lade det ske igen.

Blev reddet af holdet
Det var heldigt for David de Gea, at Manchester United var foran med to mål, da spanieren begik sin fejl imod Fulham, mener den tidligere målmand.

– David kom af sted med det på dagen imod Fulham, efter han fejlede ved deres andet mål. Men vi så ud til at køre en sikker 3-1-sejr hjem indtil det punkt, og så kom vi pludselig på hælene på grund af fejlen, siger Alex Stepney.

– Kampen blev vundet, men så heldig er man ikke altid. Derfor er man nogle gange nødt til at tage brutale beslutninger. Så det var det rigtige at gøre, siger Stepney med henblik på, at de Gea blev droppet til Southampton-kampen.

Formår ikke at dominere sit område
Alex Stepney anerkender David de Geas dygtighed, når det gælder shot stopping på målstregen, men specielt unikt mener han nu ikke, at det er. Der er tværtimod meget, de Gea skal arbejde med, hvis han skal blive endnu bedre.

– Jo, David havde nogle flotte redninger i de første to kampe, men de fleste målmænds shot stopping-evner er fremragende. De er alle sammen ret gode til det, siger Stepney.

– Det er det basale, han er nødt til at arbejde med, som at kontrollere sit område, sikre sig, at forsvaret ved, hvad han vil, og han skal arbejde med at gribe bolden.

Mere som Schmeichel og van der Sar
Specielt det med at gribe bolden skal de Gea arbejde på, mener Alex Stepney. Det betyder meget for sikkerheden.

– At bokse bolden væk virker som en kontinental ting, mange målmænd foretrækker i disse dage. Jeg forstår det ikke, for det indbefatter en stor risiko. Din timing skal være perfekt, ellers kan bolden ende hvor som helst eller ikke blive clearet, siger Stepney, som synes, at det er langt bedre at gribe bolden, så man ikke risikerer, at modstandene får opsnappet bolden tilbage med det samme.

– Peter Schmeichel og Edwin van der Sar var begge dygtige boldgribere. De boksede kun ved få lejligheder. Dem er der ikke mange tilbage af nu til dags, forklarer Stepney.

– Jeg skal ikke lære David, hvad han skal gøre, men det er sådan, man ville have gjort i mine dage, og det er sådan, jeg plejede at træne målmænd.

Usikkerhed omkring Lindegaard
Kritikken mod David de Gea får dog ikke Alex Stepney til at udråbe Anders Lindegaard som oplagt førstevalg i Manchester United. Men han bør få chancen for at bevise sit værd, synes briten.

– De to mål imod Southampton skete ved fejl fra vores forsvarsspillere, og Anders havde i det store hele ikke meget at se til, så man kan ikke sige, han havde nogen stor kamp.

– Han led ikke under det samme pres, som David de Gea kom under imod Fulham og Everton, så vi ved ikke, hvordan han vil håndtere det, siger Stepney.

– Men han var sidste mand, der fik chancen, og han kunne godt få en række kampe nu. Det er op til ham selv at bevise, at han skal overrækkes handskerne på permanent basis, siger Alex Stepney.

Forrige artikel

Vær med til at forbedre OldTrafford.dk

Næste artikel

Tosic fortryder United-exit

ANNONCE