Daley Blind kan være på vej tilbage på grønsværen hurtigere end først ventet.
Ifølge tabloidavisen Daily Star er hollænderens knæskade langt fra så slem, som først antaget. Det betyder sandsynligvis, at midtbanespilleren atter er til rådighed, når Manchester United rammer det travle juleprogram.
Hovedpersonens far, Danny Blind, fortæller ligeledes til hollandske Metro Nieuws, at det skrider fremad.
– Han blev scannet tirsdag. Det hele så fint ud på scanningen. Daley kan for alvor begynde sin genoptræning nu, men alt går efter planen, siger Danny Blind.
United betalte omkring 16 mio. pund for Daley Blind, der kom fra Ajax Amsterdam i sommer.