European Super League. Navnet vækker måske genkendelse hos United-fans. Ligaen der i april 2021 blev skabt af 12 storklubber i Europa. Formålet var klart: At skabe et nyt kapitel i europæisk fodboldhistorie – en turnering som rival til Champions League.
Det blev dog aldrig det store festfyrværkeri. Samtlige engelske klubber, der deltog, herunder også United, trak sig på andendagen. Fans protesterede, og det havde effekt.
Blandt grundlæggerne var også Real Madrid, der nu kræver betaling fra blandt andre United. Det skriver The Athletic i en eksklusiv historie.
Den spanske storklub mener, at samtlige engelske klubber, der deltog, bør stå til ansvar for omkostningerne ved udviklingen af Super League – på trods af at de trak sig ud.
En kilde fortæller til The Athletic, at de samlede omkostninger kan løbe op i hele 80 millioner euro i alt. Et beløb, som altså kan få potentielle økonomiske konsekvenser for United.
I forbindelse med oprettelsen af Super League, underskrev United en kontrakt. En aktionæraftale med base i Spanien. Om denne aftale forpligter United til at betale startomkostningerne for Super League-projektet, er endnu uvist.
En ting er dog sikkert: Super League-kaossets sidste kapitel er næppe skrevet.




