Michael Carrick i Middlesbrough – hvad skete der egentlig?

Middlesbrough og Michael Carrick var tæt på oprykning i 2023, så hvordan gik det til, at Michael Carrick blev fyret to år senere? Vi dykker ned i hans tid i Championship-klubben her.

Foto: Justin Setterfield/Getty Images

Da Michael Carrick kom til Middlesbrough i oktober 2022, havde klubben allerede spillet 17 ligakampe.

Her var det kun blevet til fem sejre, og klubben fristede en tilværelse som nummer 18 i Championship.

Hans åbningskamp blev et nederlag på 2-1 til Preston North End, men herefter vandt klubben 15 af de næste 20 ligakampe, inklusiv en 4-0 sejr over netop Preston.

Det medførte, at Boro sprang helt op som ligaens nummer tre.

Det blev dog kun til to sejre i sæsonens sidste otte ligakampe, men det rakte stadig til en 4. plads og Playoff-kampe om oprykning til Premier League.

Her startede man med 0-0 ude mod Coventry City. I returkampen hjemme på Riverside Stadium blev drømmen dog knust, da Gustavo Hamer scorede kampens eneste mål og sendte Coventry i finalen.

Chuba Akpom endte som sæsonens helt store oplevelse for Boro med 29 mål i 42 kampe.

Den store udrensning

Desværre for Carrick bød sommeren 2023 på nogle markante afgange fra Middlesbrough.

Akpom blev solgt til Ajax. Cameron Archer, der havde scoret næstflest, skulle retur til Aston Villa, hvorfra han var lånt.

Det samme gjorde sig gældende for teenageren Aaron Ramsey, der havde scoret fem mål i 11 kampe. Ryan Giles, der havde 12 assists, flere end nogen andre og dobbelt så mange som nummer to, skulle tilbage til Wolves, der solgte ham videre til Luton Town.

Derudover måtte man også sende sin førstekeeper, Zack Steffen, retur til Manchester City.

Et realitetstjek for Middlesbrough, som før sæsonen tillige havde solgt Marcus Tavernier og Djed Spence.

Den efterfølgende sæson startede nu med fem nederlag i de første seks kampe, og Middlesbrough lå sidst i Championship.

Det vendte dog i september og oktober med seks sejre i træk, og sæsonen sluttede med en hæderlig 8. plads og en semifinale mod Chelsea i Carabao Cup. Her vandt de i øvrigt den første kamp 1-0 hjemme, før det blev til et 6-1 nederlag på Stamford Bridge.

Den opadgående formkurve kan delvist forklares med, at sommerindkøbene Emmanuel Latte Lath og Morgan Rogers begge havde brug for lidt tid for at falde ordentligt til.

Rogers fandt melodien i oktober/november og blev allerede solgt igen i januar efter næsten at have tidoblet sin pris. Da sæsonen var slut var der stadig heller ingen fra Middlesbrough, der havde matchet hans ni assists.

Emmanuel Latte Lath brød først for alvor igennem i marts. Herefter præsterede han til gengæld også ni mål og en assist i syv ligakampe og sluttede sæsonen som klubbens suveræne topscorer med 18 mål.

Så gik den ikke længere

I den efterfølgende sæson var der ikke de samme op – og nedture. Efter første kamp var Middlesbrough på 8. pladsen, og de sluttede som nummer 10. De lå dog på 5. pladsen efter 40 ligakampe og ville derfor have været i Playoff igen, hvis de havde haft en bedre afslutning.

Igen havde transfermarkedet dog noget at sige. I februar solgte de topscorer Latte Lath til Atlanta United, halvandet år efter at have købt ham i Atalanta.

Han nåede derfor kun at score 11 mål for Boro den sæson, hvilket i sidste ende blev overgået af Finn Azaz med 12 og Tommy Conway med 13. Azaz præsterede dog også 11 assists, hvilket var flest af alle i klubben.

I forbindelse med salget af Latte Lath led man i februar fem nederlag i streg, og klubben formåede altså ikke for alvor at erstatte ivorianeren med en anden naturlig målscorer. Og da sæsonen var forbi, stoppede Michael Carrick i den nordengelske klub.

Tiden efter Carrick

I sommers tog Rob Edwards over i stedet, men i november smuttede han videre til Wolves, der havde brug for en redningsmand i bunden af Premier League.

I Boro blev han afløst af svenske Kim Hellberg, der blev købt fri i Swansea City. De to afløsere har nu begge bidraget til, at Middlesbrough i skrivende stund er nummer to i Championship.

Det er dog tæt i toppen, så klubben er kun fem points fra at være uden for Playoff-pladserne.

Morgan Whittaker, som kun nåede én assist i 16 kampe under Carrick, er nu klubbens helt store offensive profil med ti mål og tre assists i denne sæson.

Omdømme

Ifølge Daily Mail havde Carricks hold flest points per kamp samt flest mål og xG per kamp af alle hold, der ikke i mellemtiden er rykket op.

På Reddit har en fan af Middlesbrough beskrevet ham på følgende måde.

–  God første sæson, skulle måske være rykket op, underpræsterede i den anden og tabte hjulene i den tredje, skriver Boro-supporteren.

– Det var kedelig fodbold, en bevidstløs taktik, sene udskiftninger og et usædvanligt lukket udtryk i hans interviews. Men for at være fair blev han også konstant bremset af at få taget nøglespillere fra sig halvvejs i sæsonen.

Der hersker dog en enighed om, at Michael Carrick er dygtig til at forbedre spillere. Morgan Rogers blev købt for ca. 1 million pund og tidoblede sin pris på et halvt år. Latte Lath blev købt for 4 millioner pund og solgt for mere end 20.

Chuba Akpom var tæt på et karrierestop under forgængeren Chris Wilder, indtil Carrick hjalp ham i gang. Herefter blev han årets spiller i Championship og solgt til Ajax for 12 millioner pund.

Michael Carrick beskrives af Daily Mail som en træner, hvis største udfordringer har været at få offensiven i gang, mens der for ofte blev smidt uforklarlige points fra vindende positioner.

Hans mediehåndtering beskrives dog som værende kontrolleret, grænsende til det kedelige. Det bliver spændende at se, om han fortsætter med dette i de talrige pressekonferencer og interviews, han bliver mødt med i Manchester United.

Skriv et svar
Forrige artikel

Hvad er Carrick-ball? Et tilbageblik på hans tre kampe i 2021

ANNONCE