Selvom Premier League er den største og rigeste fodboldliga i verden, så har de ikke i sinde at stoppe deres jagt på flere penge.
BBC erfarer, at Premier League-klubberne på et møde i dag besluttede at se på muligheden for at tilføje en ekstra spillerunde til Premier League, som kan spilles i udlandet.
Det sker efter et amerikansk forbillede, hvor to NFL-hold sidste sommer var i London for at spille en kamp. Et publikumsstunt, som ventes gentaget til sommer blandt andet på Old Trafford.
De 10 ekstra kampe skal spilles på stadions rundt om i verden, og kampene bliver udvalgt ved lodtrækning, hvor top 5 i Premier League dog ikke kan møde hinanden.
Pointene fra runden vil blive tilføjet som normale point i ligaen.
Der vil også blive lagt op til at byerne udenfor England skal byde på kampene for at få skabt så stor en indtjening til klubberne som muligt.
Det er dog mest byer i Amerika, Asien og Mellemøsten, som ser ud til at være målgruppen for Premier Leagues forslag.
Forslaget ventes at blive bekræftet senere i dag og kan først godkendes ved klubbernes møde til sommer.
Hvis det bliver godkendt, så kan det først blive indlemmet i 2010/11 sæsonen.
Fodboldsupporternes forening i England, FSF, har allerede meldt deres modstand til idéen ud.