Kobbie Mainoo prøvede i sommer at slippe væk fra Manchester United, men nu har englænderen forsøgt én gang til at komme væk fra klubben på et lejeophold.
Det har fået en række klubber ud af gemmerne, hvor særligt United-glade Napoli har været nævnt som en bejler.
Og som det nogle gange er med italienske sportsdirektører, bekræfter de nogle gange historierne i medierne. Sådan er det også sket her.
Napolitanernes sportsdirektør Giovanni Manna fortæller nemlig til Sky Sports Italia, at man har Mainoo i overvejelserne til januarvinduet.
– Han har været rygtet til Napoli siden august, så når man tager hans alder og potentiale in mente, er det da en transfermulighed for os, siger Manna.
– Vi er nødt til at lave de rette evalueringer, men vi får se, hvordan tingene udvikler sig hen ad vejen, lyder det om januarvinduet.
Napoli har lige nu lejet Rasmus Højlund i Manchester United, og året inden hentede de som bekendt Scott McTominay i United med stor succes.




