Højlund får (stadig) ikke nok hjælp fra kanterne
Det blev igen i går tydeligt, at vi har to kanter der hellere selv vil sparke på mål end at spille den indover til Højlund. Rashford sad ude, grundet sygdom, men var ellers så småt begyndt at finde Højlund mere og mere i kombinationsspillet – men i går var det Antony og Gernacho der skulle servicere Højlund.
Alejandro Gernacho er et fantastisk talent og har været afgørende i flere kampe for os i hans allerede unge alder, men i går synes jeg det blev meget tydeligt, at han vil næsten alting selv. Han prøver den svære løsning og/eller sparker selv på mål. Når det lykkedes er det godt, men i går var der for meget der løb ud i sandet. Der var flere episoder, hvor han kunne have sparket den indover til Højlund, men i stedet vælger selv at sparke eller tage en ekstra dribling. Når der så endelig kommer et indlæg, så manglede det ofte kvalitet.
Heldigvis for Rasmus Højlund, så forsætter danskeren med at kæmpe og det resulterede også i et mål til sidst.
Lisandro Martinez og Luke Shaw giver håb
Selvom holdet ikke spillede godt i går, så var der alligevel lyspunkter. Vores forsvar bestod af Dalot, Varane, Martinez og Shaw – det er ved at være lang tid siden. Selvom Varane så skidt ud ved 2-2 målet, så synes jeg denne bagkæde er en opgradering fra de bagerste fire vi har set på det seneste. Manchester United har været hårdt ramt af skader i forsvaret, men hvis disse fire spillere kan holde sig skadesfri, så er håbet at der kan komme mere stabilitet og ro i forsvaret.
Der er et stort oprydningsarbejde foran Sir Ratcliffe og co.
Præstationen i går fortæller desværre en historie, som vi har set for mange gange på banen. Spillere der ikke er motiveret og mangler gejsten. Meget kan pege på manageren, men eftersom vi har skiftet utallige managere ud de seneste år, uden det rigtigt har haft indvirkning på stabiliteten, så peger pilen måske andre veje. Det er ikke United-standarder, at et hold fra League 2 kan tage kontrollen flere gange i en kamp.
Sir Ratcliffe og co. har et stort stykke oprydningsarbejde foran sig. Truppen skal renses ud, spillere skal ikke længere kunne holde badeferie i Manchester og mentaliteten skal ændres. Manchester United skal ikke længere være klubben folk tager til, for at tjene en fed ugeløn og samtidig ikke kunne levere på banen, uden at det har konsekvenser. Med det personale Ratcliffe har hentet og bragt ind i klubben, så er der gode forudsætninger for, at klubben kan komme det rette sted hen – men det kommer til at tage tid.