Hverken Giggs, Scholes, Anderson eller Hargreaves var med fra start, men det var der ingen, der lagde mærke til, for afløserne klarede opgaven til fuld tilfredsstillelse. Både Michael Carrick og Darren Fletcher lagde således op til mål i dagens storsejr over Newcastle.
Kampen var en meget underholdende affære lige fra første fløjt, hvor spillet bølgede frem og tilbage. Værterne brugte fysikken og kæmpede sig godt frem ad banen og fik kreeret enkelte chancer. United satsede mere på det tekniske i forsøget på at skabe muligheder. Efter et kvarter kom Nani frem til en god chance efter et par gode førstegangsafleveringer fra United. Bolden blev dog blokeret, før den nåede målet.
Gæsterne overtog kampen lidt efter lidt, og det første mål kom efter 25 minutters spil. Cristiano Ronaldo viste sin glimrende teknik på venstrefløjen, hvor han satte sin oppasser af. Det efterfølgende indlæg kunne ikke ligge bedre, og Wayne Rooney kunne dårligt ramme forbi, da han dukkede op ved bagerste stolpe.
Newcastle lagde sig ikke ned, og kort efter fik James Milner i den anden ende taget et godt træk forbi Patrice Evra. Den unge kantspiller afsluttede selv, men Edwin van der Sar havde situationen under kontrol.
Carlos Tévez var guld værd for United i midtugen, da han scorede det udlignende mål mod Lyon i slutminutterne. I aftenens kamp var han en smule anonym og formåede også at brænde en rigtig stor chance. Det skete, da Nani fandt argentineren i det lille felt med et glimrende indlæg, som havde fortjent bedre end Tévez’ forbier.
I første halvlegs sidste minut kom målet til 2-0. Med en god stikning fandt Michael Carrick Ronaldo i fremløb. Portugiseren diskede op med et hurtigt fodskifte og satte bolden i mål uden chance for Shay Given. Dette var Ronaldos mål nr. 20 i Premier League denne sæson.
Netop Shay Given blev hevet ud i halvlegen, eftersom han på det seneste har døjet med en skade. Ind kom andetvalget Stephen Harper. United foretog sig også en udskiftning i pausen. Evra gik ud, og John O’Shea strøg direkte ind på pladsen som venstreback.
Newcastle lagde bedst fra land i anden halvleg med et par gode forsøg mod mål. Først Damien Duff, som fik kæmpet sig fri i feltet og fyret af mod van der Sars mål. Lige efter tog Nicky Butt chancen udefra, men kunne ikke holde sit skud inden for målrammen.
I stedet kunne Ronaldo øge føringen i den anden ende. Uniteds nr. 7 havde egentlig mistet bolden, men Darren Fletcher var hurtigt over den og lagde en aflevering, som Ronaldo opsnappede. Han satte så en enkelt forsvarsspiller af, før han rundede Harper og satte kuglen i netmaskerne. 10 minutter senere blev Ronaldo taget ud og erstattet af Louis Saha.
Efter et stykke tid uden den store spænding fik Newcastle et reduceringsmål. Andy Carroll nåede højest på et hjørnespark og headede bolden ned til Abdoulaye Faye, som nemt kunne passere van der Sar.
Minuttet efter var indskiftede Paul Scholes uhyre tæt på at tilbagevinde tremålsføringen, men Harper fik lige netop vippet midtbanespillerens hovedstød over mål. Det efterfølgende hjørnespark endte hos Wayne Rooney uden for feltet. Den iltre angriber, som havde en god dag på kontoret, forsøgte sig fra lang afstand og havde succes med det. Bolden sneg sig i mål ved fjerneste stolpe, og stillingen var 4-1.
Den tidligere United-spiller Alan Smith nåede at få et skud inden for rammen, inden gæsterne scorede endnu en gang. Rooney afleverede bolden til Saha, som ubesværet kunne sætte den ind bag Harper. Newcastles forsvar blev altså udstillet igen, igen, mens vi kan konstatere, at United er tilbage i målformen. Kampen endte Newcastle United 1-5 Manchester United.
James McFadden blev dagens mand i Birmingham, da han nettede to gange mod topholdet Arsenal. Den sidste scoring blev sat ind i kampens overtid på et straffespark. Den kamp endte 2-2, og United har altså indhentet to point på førerholdet denne lørdag.
Karakterer:
Van der Sar: 7 Har 2 flotte redninger, men ellers ikke meget at lave.
Brown: 8 Har styr på defensiven, og stikker snuden frem et par gange frem ad banen.
Rio: 8 Hans placeringsevne er fænomenal, og det redder United i vitale situationer.
Vidic: 8 Stærk markering af sine direkte modspillere.
Evra: 7 Mere defensiv orienteret i dag, men har til gengæld udemærket styr på Newcastles farligste mand, James Milner.
Ronaldo: 9 Et fremragende oplæg og to gode mål taler for sig selv. Han er tilbage i form.
Carrick: 8 For anden gang i træk i en hjemlig turnering, når Carrick et højt niveau. Fremragende overblik giver flere gode chanceskabende afleveringer.
Fletcher: 8 Kæmpede mere defensivt på midten end Carrick. Lukkede fint af.
Nani: 7 Enkelte rigtig gode indlæg, men forsvinder til tider ud af kampen.
Rooney: 9 Ligesom Ronaldo står han for et godt oplæg og to flotte mål.
Tevez: 6 Alt for anonym i en kamp, United dominerer totalt.
—
O`Shea: 7 Lukker fint af defensivt, men mangler lidt frem af banen.
Saha: 7 Kommer frem til to-tre store chancer på den korte tid han er på banen og scorer et mål. Klasse.
Scholes: Udenfor bedømmelse