Officielt: Di Maria er United-spiller

Manchester United bekræfter, at Angel Di Maria skifter fra Real Madrid.

Angel Di Maria skifter som ventet fra Real Madrid til Manchester United. 

Således er den 26-årige argentiner netop blevet præsenteret med United-trøjen i hænderne. Han har skrevet under på en femårig kontrakt.

Selvom det endnu ikke er bekræftet, forventes det, at offensivspilleren overtager det legendariske nummer syv – der tidligere er blevet båret af stjerner som George Best, Eric Cantona, Bryan Robson, David Beckham og Cristiano Ronaldo.

Angel Di Maria koster United 59,7 mio. pund og bliver dermed ikke blot klubbens dyreste spiller nogensinde, men også Premier Leagues.

Fernando Torres satte den hidtige rekord, da han skiftede fra Liverpool til Chelsea i 2011 for 50 mio. pund.

Den nu tidligere Real Madrid-spiller er Manchester Uniteds fjerde indkøb denne sommer. 




Tidligere har klubben hentet Ander Herrera, Luke Shaw og Marcos Rojo. Med Di Maria har United nu brugt omkring 130-140 mio. pund i dette transfervindue. Dermed slår man Citys rekord fra 2010. 

 Di Maria kan få premiere, når United på lørdag gæster Burnley. 

Forrige artikel

Agent: Intet United-bud på Blind

Næste artikel

Startopstillingen imod MK Dons

ANNONCE