Der er 14 point mellem Arsenal på andenpladsen og Manchester United på syvendeplads. Alligevel er begge hold godt og grundigt ramt på selvtillidsfronten forude for opgøret i morgen.
Arsenal kommer fra et ydmygende nederlag på Anfield. I en kamp hvor ”the Gunners” kunne cementere sig selv som seriøse titeludfordrer, måtte de rejse hjem fra Liverpool med et 5-1-nederlag.
United har haft en mildest talt skuffende sæson, hvor især kalenderåret 2014 har været helt forfærdeligt. ”De røde djævle” er blevet sparket ud af både Liga Cuppen og FA Cuppen, og de har hentet sølle syv point ud af 18 mulige i Premier League.
I søndags kunne United-spillerne se tre tiltrængte point glide uf af deres hænder i sidste sekund, da Fulham udlignede til 2-2 i overtiden og stjal ét point med hjem fra Old Trafford.
Arsenal på Emirates bliver er en noget større udfordring end Fulham. Ser man bort fra deres miserable resultat mod Liverpool, har Arsene Wengers tropper haft en fantastisk sæson. Det afspejler sig også i ligatabellen, hvor Arsenal stadig er med helt fremme – blot ét point bagved Chelsea på førstepladsen.
Det ligner en svær opgave for Moyes & co., der imidlertid kan glæde sig over at have de indbyrdes statistikker på deres side. United er ubesejrede i deres seneste fem kampe mod Arsenal, og har kun tabt ét af deres seneste fem opgør på Emirates.
Desuden vandt de regerende engelske mestre, da de to rivaler mødte hinanden tidligere på sæsonen. Det skete den 10. november 2013, da United vandt 1-0 på et mål af… Ja, hvem andre? Robin van Persie.
Dato, tid og sted:
Kampen bliver spillet onsdag den 12. februar 2014, klokken 20:45 på Emirates.
Skader/karantæner:
Arsenal er uden Aaron Ramsey, Abou Diaby, Thomas Vermaelen og Kim Kallström, der alle er skadede.
Matthieu Flammini har karantæne.
Manchester United forventes endnu en gang at være uden Marouane Fellaini, Nani og Jonny Evans.
Phil Jones betegnes som tvivlsom.
Dommer:
Mark Clattenburg skal dømme kampen.
Mulige startopstillinger:
Arsenal
Szczesny
Sagna – Metersacker – Koscielny – Monreal
Arteta
Chamberlain – Ozil – Wilshere – Carzorla
Giroud
Manchester United
De Gea
Rafael – Smalling – Vidic – Evra
Carrick – Giggs
Mata – Rooney – Januzaj
Van Persie
Hold øje med:
Den unge komet Alex Oxlade-Chamberlain er værd at holde øje med. Den 20-årige offensivspiller er netop vendt tilbage efter en fem måneder lang skadespause. Englænderen kvitterede med to kasser i Arsenals 2-0-sejr over Crystal Palace den 2. februar.
”The Ox”, som de ynder at kalde ham i den engelske presse, er en spiller med et stort forventningspres på sig. Men han er også en spiller med stort potentiale, og rammer han dagen onsdag aften, kan han gøre livet rigtig surt for Uniteds til tider svingende defensiv.
Sagt forude for kampen:
”Der skal komme en reaktion – vi er nødt til at forbedre os. Kampen (mod United, red.) skal gribes an på anden måde, for vi var 4-0 nede efter 18 minutter. Manageren var gal i pausen, fordi vi ikke levede op til standarderne for den her fodboldklub. Jeg har aldrig set ham så rasende.” – Mikel Arteta om hvordan Arsenal skal revanchere deres 5-1-nederlag til Liverpool.
Skribentens bud på kampens udfald:
Jeg er bange for, Arsenal er for gode for United lige nu. London-klubben vinder 1-0.
Lad os håbe, jeg ikke får ret.
Vidste du, at…
– Robin van Persie har scoret i alle tre kampe mod sin tidligere klub, siden han skiftede fra Arsenal til Old Trafford i sommeren 2012.
– Det er næsten ni år siden, ”the Gunners” senest vandt et trofæ.
– Arsene Wenger er den manager i ligaen, der har været med i længst tid. Han har været i Arsenal, siden han overtog trænerposten fra Bruce Rioch i september 1996.
– Arsenal har formået at holde ”buret rent” i 10 af deres seneste 11 kampe på Emirates.
– Juan Mata er startet inde i fire kampe mod Chelsea. Alle fire gange har han scoret.
Husker du?
En medrivende 2-2-kamp fra Emirates i 2007/08-sæsonen?
Det var dengang Cristiano Ronaldo endnu ikke var blevet kåret til verdens bedste fodboldspiller, og Arsenal-fansene hyldede Emmnauel Adebayor som en af deres helte.
Arsenal udlignede i kampen til 2-2 i de døende sekunder, hvilket efterlod Sir Alex Ferguson i alt andet end godt humør!
TV:
Kampen bliver vist på TV3+ og 6’eren.
Hvem spiller i rivalerne imod:
West Bromwich – Chelsea
Newcastle – Tottenham
Everton – Crystal Palace
Manchester City – Sunderland
Fulham – Liverpool