Optakt: Manchester United – West Ham

Manchester United indleder sæsonen mod West Ham på Old Trafford.

Manchester United har haft en opmuntrende pre-season, hvor holdet har fået masser af kampminutter i benene. Godt nok har resultaterne ikke været vigtige i denne periode, men alligevel har det varmet, at holdet har klaret sig så godt mod forholdsvis svære modstandere.

Svær modstand mødte også Manchester United i tirsdagens Super Cup-finale, hvor Champions League-mestrene fra Real Madrid stod på den modsatte banehalvdel. Vi må erkende, at Manchester United stadig er et stykke fra de bedste i Europa, hvis vi skal tage den kamp for gode varer. Her var det tydeligt, at Real Madrid lige havde et gear eller to ekstra, når de afgørende afleveringer skulle placeres.

Selvom det blev til et forholdsvist klart nederlag mod verdens måske bedste hold, så tegner det alligevel til at blive en positiv sæson for de røde djævle. Det virker til, at holdet har fundet en afgørende balancespiller i Nemanja Matic, og når først han og holdet lærer hinanden bedre at kende, vil det give helt nye offensive muligheder.

Godt nok spillede Manchester United finale i tirsdags, men for mange starter sæsonen først for alvor på søndag, når Premier League igen ruller. Nu er det ikke længere muligt at gemme sig, for hvis holdet vil være med i kampen om titlen i denne sæson, så er det ud af starthullerne med det samme.

På den modsatte banehalvdel i sæsonens første Premier League-kamp står Slaven Bilic og et forstærket West Ham. Holdet har formået at hente stærke spillere som Arnautovic, Hart, Zabaleta og ikke mindst Javier ”Chicharito” Hernandez. ”Den lille ært” vender tilbage til Old Trafford, hvor han i sin tid var en stor publikumsfavorit. Det skal blive spændende at se, hvor stor applausen bliver, når han igen løber ud på drømmenes teater.

West Ham har igennem de seneste sæsoner gennemgået lidt af en modernisering. Tidligere lukrerede holdet meget på dødbolde og indlæg til de store centerangribere, men det har ændret sig på nutidens West Ham-hold. Slaven Bilic vil gerne spille hurtigt, og her har Antonio, Lanzini og Sakho spillet en vigtig rolle. Stilen ser ud til at blive opretholdt i den kommende sæson, hvor Arnautovic og Hernandez passer perfekt ind i Bilic’ offensive ideer.

Manchester United har haft det okay med West Ham i de seneste år. I de seneste 10 kampe hedder den således 5-4-1 i Manchester Uniteds favør. I sidste sæson blev det blandt andet til sejr på udebane i Premier League, mens 4-1-sejren i Liga Cuppen også var vældig opløftende.

Manchester United virker stadig som det stærkeste hold af de to. Godt nok ser West Ham stærkere ud, men det gør Manchester United også.. En sejr i første kamp er vigtig, ikke blot for stemningen i truppen, men også for hele Manchester Uniteds selvforståelse. Sidste sæson blev det til hele 10 uafgjorte kampe på hjemmebane, og en overbevisende sejr søndag vil sende et stærkt signal til konkurrenterne om, at det ikke kommer til at gentage sig i år.

Dato og Tid:

Kampen spilles søndag d. 13/8-2017 klokken 17.00

Skader og karantæner:

Manchester United indleder Premier League uden Young, Shaw og Rojo, der fortsat er ude i længere tid. Til gengæld er Phil Jones og Eric Bailly igen tilgængelige for José Mourinho.

West Ham har igen Cresswell og Lanzini tilgængelige, mens det forventes, at Feghouli, Kouyate, Sakho, Caroll og Antonio fortsat er ude.

Kampens dommer:

Martin Atkinson dømmer søndagens kamp

Mulige startopstillinger:

Manchester United:

De Gea

Valencia – Bailly – Smalling – Darmian

Matic – Herrera

Mkhitaryan – Pogba – Rashford

Lukaku

West Ham:

Hart

Zabaleta – Ogbanna – Fonte – Masuaku

Obiang – Noble

 Fernandes – Arnautovic – Ayew

Hernandez

Hold øje med:

Javier ”Chicharito” Hernandez behøver ikke yderligere præsentation. Chicharito har altid haft en fantastisk evne til at stå, hvor bolden kommer, og det har gjort ham til en gudsbenådet målscorer. Han har igennem årene scoret mål i alle klubber, han har repræsenteret, og det har ikke ændret sig de seneste år. Han vil helt sikkert være opsat på at gøre det godt på sin gamle hjemmebane, og det vil ikke overraske, hvis han putter en enkelt i kassen på søndag.

Sagt om kampen:

”Vi er klar til at møde West Ham på søndag, og de vil være ligeså klar. Vi spiller dog på Old Trafford, og vi vil helt sikkert give fansene noget at indlede sæsonen med. De kommer forstærket ud af transferperioden, men vi skal slå dem på søndag”. – Ander Herrera

Skribentens bud på kampens resultat:

Jeg tror, Manchester United har noget at bevise i sæsonens første kamp. De vil have sejren for at sende et klart signal til konkurrenterne. Hvis de rigtige løb kommer omkring Lukaku på toppen, så vil der opstå masser af chancer. Det har været tydeligt, at Lukaku spiller på en anden måde end Zlatan, men hans fysiske tilstedeværelse vil blive en stor gevinst. Jeg tror, vi kan forvente store ting fra offensiven i denne sæson, og jeg tror, Manchester United vinder 3-1 mod West Ham.

Vidste du, at:

  • Manchester United er ubesejret i de seneste ni Premier League-kampe mod West Ham på Old Trafford
  • Manchester United og Chelsea er de hold med flest sejre i åbningsrunden i Premier League (16).
  • Romelu Lukaku scorede i sine første ni kampe for Everton mod West Ham.
  • Fem af West Hams seks seneste scoringer mod Manchester United i Premier League er kommet efter dødbolde.

TV:

TV3 Sport 2 og Viaplay viser kampen.

Hvem spiller rivalerne imod:

  • Arsenal – Leicester (4-3)
  • Watford – Liverpool (lørdag)
  • Chelsea – Burnley (lørdag)
  • Everton – Stoke (lørdag)
  • Brighton – Manchester City (lørdag)
  • Newcastle – Tottenham (søndag)

 

QUICK LINKS

Forrige artikel

Willian: Jeg drøftede et skifte med Mourinho

Næste artikel

Officielt: Varela forlader United

ANNONCE