Optakt: Middlesbrough – United

Tre mål i de første seks minutter af returopgøret mod Reading sendte United i FA Cuppens kvartfinale. Her venter Middlesbrough, der måtte helt ud i…

Tre mål i de første seks minutter af returopgøret mod Reading sendte United i FA Cuppens kvartfinale. Her venter Middlesbrough, der måtte helt ud i straffesparkskonkurrence mod West Bromwich, før de kunne sikre sig videre avancement.

I morgen mødes Premiership-mandskaberne på Riverside Stadium, hvor Boro ikke har tabt siden starten af december, da United sidst var på besøg. Her vandt United 2-1 på mål af Louis Saha og Darren Fletcher. Holdenes seneste møde i den prestigefyldte turnering var i 2005, hvor Wayne Rooney med to pragtmål cementerede 3-0-sejren over Mark Schwarzer og co. Manchester United og Middlesbrough har i alt mødt hinanden 115 gange, og med 57 sejre har United sat sig på godt halvdelen af kampene. Boro har vundet 33 af opgørene, mens 25 er endt uafgjort.

Middlesbrough startede denne sæsons FA Cup-færd ude mod Championship-mandskabet Hull City. Den kamp endte 1-1, og Boro kunne i returopgøret sikre sig videre med 4-3 i en underholdende forestilling. Derefter ventede Bristol City, der til daglig slår sine folder League One. Heller ikke her klarede Middlesbrough sig videre i første forsøg, og så måtte holdene ud i omkamp på Riverside. Bristol voldte Boro store problemer, og til sidst skulle de to hold ud i straffespark, som hjemmeholdet vandt med 5-4. Det samme var tilfældet mod West Bromwich, der også klarede uafgjort i begge opgør mod Middlesbrough. Ligeledes gik Middlesbrough her videre efter straffespark.

Middlesbrough har aldrig vundet FA Cuppen, men har en enkelt gang været i finalen. Det var i 1997, hvor Chelsea med en 2-0-sejr kunne sikre sig trofæet. Så sent som i sidste sæson nåede Boro hele vejen til semifinalen, før West Ham slog dem ud.

Henrik Larsson spiller i morgen sin sidste kamp for de Røde Djævle, hvorefter han vender hjem til Sverige. Han vil blive hårdt savnet i United, der for tiden har angrebsproblemer og må se bort fra både Louis Saha og Ole Gunnar Solskjær i morgendagens kamp. I stedet er Alan Smith og Fangzhuo Dong indkaldt. Sir Alex Ferguson må også se bort fra landsmanden Darren Fletcher, der døjer med en ankelskade og ventes tilbage i slutningen af denne måned. Patrice Evra er tilbage i Uniteds trup efter at have været fraværende mod Lille, mens Paul Scholes afsoner sin første karantænedag og vil ikke være til rådighed.

Sandsynlig startopstilling
Van der Sar
Brown – Ferdinand – Vidic – Heinze
Park – Carrick – O’Shea – Richardson
Smith – Larsson

Middlesbroughs trup: (Følger senere)

Uniteds trup: Van der Sar, Kuszczak, Heaton, Neville, Brown, Ferdinand, Vidic, O”Shea, Evra, Heinze, Park, Ronaldo, Carrick, Giggs, Richardson, Rooney, Smith, Larsson, Dong

Forrige artikel

Gill lettet efter lodtrækning

Næste artikel

United spiller i Rom den 4. og i Manchester d. 10. april

ANNONCE