Torsdag stod det klart, at irske John O”Shea har spillet sin sidste kamp for Manchester United. Sammen med Wes Brown – og måske Darron Gibson – tager O”Shea turen til Sunderland, hvor allround-spilleren skal tilbringe de kommende fire år af sin karriere.
John O”Shea sætter nu ord på sine følelser omkring skiftet.
“Jeg var der i 13 fantastiske år, men det her er en ny, spændende udfordring, og vi får forhåbentlig nogle gode stunder med Sunderland, ligesom jeg havde med Manchester United,” siger O”Shea til SAFC TV.
“Jeg håber, at jeg kan komme med noget erfaring efter at have vundet så meget med Manchester United. Erfaring, der forhåbentlig kan komme ind i omklædningsrummet og påvirke drengene på en måde og have en positiv effekt på holdet og truppen.”
Manchester United accepterede allerede i sidste måned et bud fra Sunderland på Brown, Gibson og netop O”Shea, men handlen tog lidt tid at få gennemført. Det forklarer O”Shea således:
“Da jeg først hørte om alle rapporterne om klubben og folkene her, om ambitionerne, og hvad manageren ville, så var det her det eneste sted, jeg ville ende,” siger han.
“Da jeg vidste, at handlen var på bordet og tæt på at være fuldendt, var jeg nødt til at vente et par uger på fødslen af mit barn. Det er derfor, det virkede langtrukkent. Det var det egentlig ikke. Det var ret lige til, og jeg er henrykt over, at det hele er lykkedes nu,” forklarer John O”Shea.
Vil du gerne en tur til Manchester i den kommende sæson?