OT.dk talentspejder: Matthijs de Ligt

Tredje udgave af OT.dk talentspejder omhandler et af Europas største forsvarstalenter, nemlig Ajax’ 19-årige anfører, Matthijs de Ligt.

Hvis du har fulgt med i Champions League og europæisk fodbold i denne sæson, har du formentlig hørt om Ajax’ blot 19-årige anfører, Matthijs de Ligt. Han er anerkendt som et af verdens absolut største (forsvars-)talenter, og har i de seneste par uger været heftigt rygtet Manchester Uniteds vej. Men hvem er han, hvad kan han, og passer han overhovedet til Manchester United?

Der er naturligvis tale om en ung spiller – men ikke hvilken som helst af slagsen. De Ligt fik tildelt anførerbindet i Hollands største klub fra sin træner, Erik Ten Hag, som 18-årig, da Ten Hag mente, at De Ligt udstrålede det lederpotentiale, han ønsker at se i en anfører, på trods af sin unge alder og knappe erfaring.

Matthijs De Ligts unikke lederegenskaber er selvfølgelig noget af det, der skiller ham ud fra mange af de andre talenter i europæisk fodbold, men der er også tale om en ung fodboldspiller, der allerede har ramt den europæiske topklasse. 

De Ligt har først og fremmest størrelsen med sig. Han er omkring de 190 centimeter høj og er et fysisk pragteksemplar, hvilket også taler sit tydelige sprog i de fysiske dueller. De Ligt taber sjældent en hovedstødsduel, og det er også noget af det, der har gjort, at han er så målfarlig, som han er. Det afspejler sig også i hans imponerende syv fuldtræffere i denne sæson.

Derudover er Matthijs de Ligt også allerede kommet et langt stykke af vejen taktisk, hvor han via sine lederegenskaber og kloge fodboldhjerne er den defensive dirigent i Ajax – en rolle, som Erik Ten Hag ikke har været bange for at tildele ham.

De Ligt har en unik evne til altid at positionere sig korrekt i feltet, så han dækker de farligst mulige områder, som er en evne, der kommer som følge af hans kloge fodboldhjerne og eminente fodboldforståelse.

Matthijs De Ligt i aktion for Ajax

Som om alt dette ikke var nok, er De Ligt også en af de midterforsvarere i europæisk fodbold, der er bedst med bolden. Han kommer ikke til at chokere dig med finter og hælafleveringer, men hans ro på bolden, spilforståelse og præcise afleveringer gør ham til en sikker opspilsstation for ethvert fodboldhold.

De Ligt kan både slå den nemme, korte aflevering, men har også sparketeknikken til at slå den diagonale- eller lange aflevering, der strækker modstandernes forsvar. Faktisk er 90% af De Ligts afleveringer succesfulde, hvilket må siges at ligge i den europæiske topklasse.

På trods af, at De Ligt er anfører og ung, betyder det ikke, at han er overtændt og laver dumme frispark. Tværtimod. I de 33 kampe, han er noteret for i Eredivisie, har han kun pådraget sig et gult kort og ikke et eneste rødt. Det vil sige, at han har scoret tre gange så mange mål i ligaen, som han har fået kort.

Normalt ville vi på OldTrafford.dk afslutte med spillernes svagheder, men Matthijs de Ligt er allerede så komplet en spiller, at man skulle lede unødvendigt langt for at finde den mindste svaghed. De Ligt er utvivlsomt et af verdens største talenter, og kommer til at gøre den europæiske storklub, der eventuelt skulle hente ham til sommer, fuldstændigt eksatisk. De Ligt er one of a kind.

Fakta om Matthijs de Ligt:

Position: Midterforsvarer

Nationalitet: Holland

Alder: 19

Kampe for nuværende klub: 117

Mål for nuværende klub: 13

Assist for nuværende klub: 7

Tidligere klubber: Ingen

Spillersammenligning: Rio Ferdinand

Styrker: Lederskab, størrelse, intelligens, målfarlighed, tacklinger, pasningsspil

Svagheder: Ingen

Forventet indkøbspris: 70-110 millioner pund

Sagt om ham: Jaap Stam, landsmand og tidligere Manchester United-forsvarsspiller:

Han spiller som en voksen mand. Han er rolig på bolden, han er aggressiv taktisk, han læser spillet godt, og han har også den vindermentalitet, der skal til for at blive en stor spiller.

Forrige artikel

Ot.dk transferoverblik Ekstra: Hvad skete der lige med det De Ligt-rygte?

Næste artikel

Guardian: United håber på snart at ansætte teknisk direktør

ANNONCE