Planer om kampe i udlandet får lunken modtagelse

Efter dagens stormøde i Premier League, hvor klubberne var samlet for at diskutere ligaens fremtid, blev en række forslag fremlagt med henblik på at gøre…

Efter dagens stormøde i Premier League, hvor klubberne var samlet for at diskutere ligaens fremtid, blev en række forslag fremlagt med henblik på at gøre den bedste engelske række til en mere attraktiv liga. Det mest radikale forslag bestod således i, at der fra 2010/11-sæsonen skal spilles kampe på stadions i udlandet. Med det menes der højst sandsynligt steder som New York og Tokyo, hvor klubberne kan tjene fedt på salg af merchandise og billetter.

Dermed ser Premier League ud til at gå den amerikanske football liga, NFL, i sporene, og udlicitere kampe til andre steder i verden for at promovere sporten. Dette har således skabt vrede hos de engelske fans, der kalder planerne for “pure greed” – ren grådighed fra klubbernes side. Formand for de engelske fans, Malcolm Clarke, udtaler således:

”Dette forslag er udelukkende opstået grundet klubbernes grådighed.”

Også en repræsentant fra den engelske regering, Andy Burnham, der er minister for kultur, medier og sport, er skeptisk overfor forslaget:

”Premier Leagues succes skyldes en lang og fornem fankultur, der er blevet opbygget gennem generationer i dette land. Penge og salg af merchandise må aldrig blive prioriteret højere end fansenes engagement.”

End ikke i FIFA eller UEFA bliver forslaget modtaget med begejstring. En kilde i FIFA har således overfor Reuters givet udtryk for, at de to forbund ligeledes sætter det sportslige over det økonomiske, så det synes tvivlsomt, om planerne bliver til noget.

Forrige artikel

2 ekstra på bænken

Næste artikel

Københavns United-pub viser derby

ANNONCE