For tiden er den mest omtalte brasilianske fodboldspiller uden tvivl AC Milan spilleren Kaka, der rygtes på vej til Manchester City for et astronomisk højt beløb, hvor han i givet fald vil blive holdkammerat med en anden verdenskendt brasilianer, nemlig Robinho.
Men Manchester Uniteds unge højreback, Rafael da Silva, er også ved, at blive et kendt og stort navn i hjemlandet, efter en lang række flotte præstationer for de engelske mestre. I onsdagens opgør mod Wigan spillede Rafael sin kamp nummer 17 i den røde trøje, efter han i sommers slog igennem i en træningskamp mod Peterborough.
Det er også blevet til et enkelt mål for Rafael, da han scorede til 2-1 i opgøret mod Arsenal på Emirates tilbage i november. Men det var i kampen mod naboerne fra City, at Rafael for alvor fik slået sit navn fast i Brasilien, da han kampen igennem holdt landsmanden Robinho helt nede, og væk fra chancer.
”Før kampen mod City, var alle i Brasilien vilde med Robinho, men vidste ikke helt hvem Rafael var. Nu ved folk i Brasilien godt hvem jeg er. Efter kampen sagde Robinho ikke så meget, andet end ”godt arbejde, og held og lykke med resten af sæsonen”, hvorefter vi byttede trøjer”, fortæller Rafael da Silva til avisen Daily Post.
Rafaels tvillingebror, Fabio da Silva, har desværre endnu ikke fået sin officielle debut for Uniteds førstehold, da en skulderskade holdt ham ude størstedelen af efteråret. Han vendte dog tilbage kort før jul i en reserveholdskamp, og spillede igen i tirsdags en reserveholdskamp for United mod Bradford. Grundet en række skader på centrale spillere i forsvaret, er Fabio nu blevet indlemmet i Uniteds trup til kampen mod Bolton på lørdag, og kan dermed få debut på Reebok Stadium.
Rafael roser sin bror Fabio, og mener ikke, at de er helt identiske i spillestil, ”Han er ikke det samme som mig. Han er mere brasiliansk, mere teknisk og mere rolig i sit spil. Og så scorer han flere mål”, fortæller Rafael.