Reserver: Diouf sikrede MSC-sejr

Uniteds næstbedste havde før dagens kamp spillet tre kampe i Manchester Senior Cup og vundet dem alle. Den flotte statistik fortsatte, da de i dag…

Uniteds næstbedste havde før dagens kamp spillet tre kampe i Manchester Senior Cup og vundet dem alle. Den flotte statistik fortsatte, da de i dag besejrede upåagtede Stockport County. Kampen blev spillet på Carrington bag lukkede døre, hvorfor der blot var 39 mennesker til at overvære kampen.

Hverken Paul Pogba eller Ravel Morrison var at finde på holdkortet til dagens opgør. I stedet bestod midtbanen af Reece Brown, som er kommet tilbage fra en skade, og Oliver Norwood, der er vendt retur fra lån i Scunthorpe.

Foran dem lå Davide Petrucci og Mame Biram Diouf, og netop de to var mændene bag kampens mål. Førstnævnte sendte en god stikning i dybden efter otte minutter, og den opsnappede Diouf. Senegaleseren rundede keeperen og scorede.

Ezekiel Fryers startede kampen, men blev taget ud i pausen. Det er ikke utænkeligt, at forsvarsspilleren får en rolle i førsteholdets Premier League-kamp lørdag. Ind kom i stedet Michael Keane, som snart sendes på udlån til Royal Antwerp.

United sad på det meste af spillet, men formåede ikke at øge føringen. Diouf og Jesse Lingard kom tættest på, da de i anden halvleg begge havde forsøg på træværket.

Kampen endte 1-0, og dermed har United fire sejre i fire kampe i Manchester Senior Cup. Det placerer United på førstepladsen med samme antal point som Bolton, som dog har spillet en kamp mere. Manchester City har tre point mindre end førerholdene, men har til gengæld spillet en kamp mindre end United.

Manchester United – Stockport County
8″ 1-0, Mame Biram Diouf (oplæg: Davide Petrucci)

Opstilling
Ben Amos
Marnick Vermijl – Michele Fornasier – Tom Thorpe – Ezekiel Fryers
Larnell Cole – Reece Brown – Oliver Norwood – Jesse Lingard
Davide Petrucci
Mame Biram Diouf

Bænk
Joe Coll, Luke Giverin, Sean McGinty, Michael Keane, Alberto Massacci, Rafael Leão.

Udskiftninger
46″ Ud: Ezekiel Fryers – Ind: Michael Keane
59″ Ud: Reece Brown – Ind: Alberto Massacci

Forrige artikel

Gibson frustreret i United

Næste artikel

Historien om MUJAC

ANNONCE