Med en fantastisk sidste sæson fra det portugisiske fænomen, var der ikke meget tvivl om, at han var både den bedste spiller og den bedste unge spiller sidste år. Og det syntes kollegerne i den engeske spillerforening PFA også.
En sådan double var ikke lavet siden 70″erne, hvor den nuværende Sky-ekspert Andy Gray snuppede prisen i begge kategorier. Nu kan bedriften dog blive udført to gange på to år, idet Ronaldo som både Premier League- og Champions League-topscorer må siges at stå med de fire jokere på hånden.
Til trods for Ronaldos suveræne spil sæsonen igennem, har det dog været muligt at finde konkurrenter. I de voksnes kategori skal Ronaldo op mod Fernando Torres, Steven Gerrard, Cesc Fabregas og David James, mens Torres og Fabregas med en fødselsdato for under 24 år siden også går igen hos de unge.
Her udgøres det øvrige felt af Manchester Citys Micah Richards og Aston Villas dynamiske duo Ashley Young og Gabriel Agbonlahor.