Tingene spidser til i toppen af Premier League. Med 11 runder tilbage af turneringen fører Arsenal med tre point ned til Manchester United, mens Chelsea FC i øjeblikket indtager tredjepladsen med ni point op til “The Gunners”, dog med en kamp til gode.
Arsené Wengers mandskab tabte således terræn til United i weekenden, da de måtte nøjes med 2-2 på udebane mod Birmingham. Og da “De Røde Djævle” samtidig satte Newcastle på plads på St. James Park, svandt Arsenals forspring til United ind fra fem til tre point.
Nu fortæller den dobbelte målscorer fra lørdagens kamp, Wayne Rooney, at spillerne kort før kampstart fik fortalt, at Arsenal havde spillet uafgjort, og at det havde haft en positiv effekt på sejrsviljen på holdet:
”Vi fik kort før kampstart fortalt, at Arsenal havde smidt point, hvilket fik gejsten på holdet til at stige yderligere. Vi var mere end opsatte på at få alle tre point med fra Newcastle. Det var det eneste, der talte.”
Rooney slår samtidig fast, at intet endnu er afgjort, og at United skal spille op til deres bedste, hvis de vil slå Arsenal af pinden:
”Det kræver hårdt arbejde fra nu af, hvis vi vil overtage førstepladsen fra Arsenal. Sker dette, vil vi kæmpe med næb og kløer for at blive der resten af sæsonen.”